Bank glæder sig over vækst - en afdeling skiller sig ud

Møns Bank har fået nye kunder og låner flere penge ud. 

I Møns Bank har de formentlig ikke fortrudt åbningen af en ny filial.

I Møns Bank har de formentlig ikke fortrudt åbningen af en ny filial.

Foto: Pressefoto

Det går godt i Møns Bank. Anderledes kan årsregnskabet for 2025 næppe tolkes. Særligt en filial har haft indflydelse på tallene.  

Den Korte Version
  • Møns Bank oplever vækst med 19 procents stigning i udlån og 11 procent i indlån i 2025.
  • Den nyåbnede filial i Køge tiltrak 600 nye kunder inden for tre måneder.
  • Trods 52 millioner kroner i overskud er dette en nedgang fra forrige år.
  • Rentenedsættelser og øgede omkostninger forklarer overskudsnedgangen.
  • 2026-forventningerne er et resultat før skat på 40-70 millioner kroner.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Tilgang af nye kunder og øget aktivitet blandt eksisterende kunder betød markant stigning i både ind- og udlån. Møns Banks udlån steg med 19 procent, mens indlån voksede med 11 procent.  Dertil kommer, at formidlingen af realkreditlån steg med seks procent til knap 8,5  millioner kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse. 

Bankdirektør Per Sjørup Christiansen hæfter sig ved at samtlige filialer har fået flere kunder. En afdeling skiller sig dog ud, nemlig den i Køge, som åbnede sidste år i september. Her har Møns Bank på tre måneder fået 600 nye kunder.

- Både eksisterende og nye kunder har taget rigtig godt imod vores nye filial i Køge, som vi åbnede i september sidste år. Filialen i Køge står for en del af den meget tilfredsstillende vækst i udlån, Per Sjørup Christiansen.

En del af strategien 

Overskuddet efter skat udgjorde 52 millioner kroner mod 84 millioner kroner året før. Det realiserede resultat er på linje med de forventninger, der var ved indgangen til året. 

Tilbagegangen kan primært tilskrives et faldende renteniveau og højere omkostninger. Nationalbanken nedsatte den styrende rente otte gange i perioden fra sommeren 2024 til foråret 2025. 

Møns Bank

  • Grundlagt i 1877En af Danmarks ældste banker
  • Hovedkontor i Stege
  • Filialer i Vordingborg, Køge, Næstved, Rønnede og Præstø
  • Størstedelen af Møns Banks aktionærer er bosat i det område, hvor banken har filialer
Kilde: Møns Bank

Det kan ikke undgå at påvirke en solid bank som Møns Bank, der har et stort indlånsoverskud, men de stigende omkostninger var forventede, lyder det i pressemeddelelsen. 

Der er investeret i den nye filial i Køge, og der er ansat flere medarbejdere  til at rådgive flere kunder og styrke banken i alle funktioner. 

- Vores omkostninger er steget med godt 13 procent.  Det er helt som planlagt, og i tråd med den strategi, vi vedtog i 2024. Strategien har fokus på, at forretningsomfanget skal vokse, og det gør det også – ganske markant endda, siger Per Sjørup Christiansen og fortsætter: 

- Bankens rådgivere har i alle filialer haft travlt med at hjælpe kunderne med boliglån, pensionsopsparing og investeringer. Inflationen er faldet til ro, og arbejdsløsheden er lav. Generelt har langt de fleste af vores kunder en sund økonomi, siger Per Sjørup Christiansen.

Bestyrelsen i Møns Bank foreslår, at der udbetales et udbytte på 4 kroner pr.  aktie. Det svarer til i alt otte millioner kroner. 

Forventningerne til 2026 er et resultat før skat på mellem 40 og 70 millioner kroner.  

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...