Købstadsudviklere: - Vi tror på, at Præstø, Stege og Vordingborg har potentiale til at blive forbilleder for andre sjællandske købstæder

- Vores potentiale er uforløst, lyder det fra Thomas Haislund, Tina Olsen (mf.) og Caroline Axen, der er købstadsudvikler i henholdsvis Vordingborg, Stege og Præstø.

- Vores potentiale er uforløst, lyder det fra Thomas Haislund, Tina Olsen (mf.) og Caroline Axen, der er købstadsudvikler i henholdsvis Vordingborg, Stege og Præstø.

Foto: Business Vordingborg

Først og fremmest: Tillykke til den nye kommunalbestyrelse og de nye udvalg. Vi købstadsudviklere står klar til at bidrage i et tæt samarbejde med både politikere og administration. Lad os sammen omsætte ambitioner til handling og skabe fremtidens købstæder. Vi er klar!

Den Korte Version
  • Tre købstadsudviklere ser Præstø, Stege og Vordingborg som potentielle forbilleder for sjællandske købstæder.
  • De ønsker tæt samarbejde med den nye kommunalbestyrelse for at forvandle ambitioner til handling.
  • Købstæderne skal ikke kun handle om handel men være destinationer med oplevelser og kulturelle tilbud.
  • Udviklingen skal ske med tydelige fortællinger og prioriterede projekter, der forbinder hverdagsliv og oplevelser.
  • Femern-tunnelen åbner nye muligheder for tiltrækning af gæster til byernes unikke natur og beliggenhed.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Der er nemlig noget særligt ved Præstø, Stege og Vordingborg. Vores tre gamle købstæder med stærke rødder, levende fællesskaber og et stort, og delvist uforløst, potentiale for både turisme, lokalliv og erhverv.

Vi er tre købstadsudviklere, der arbejder i hver vores by men aldrig alene. På tværs af kommunen samarbejder vi tæt, sparrer løbende og lærer af hinandens erfaringer. Det, der lykkes ét sted, bliver delt, justeret og oversat til en anden lokal virkelighed.

Vores byer vokser ikke i takt og skal heller ikke. De udvikler sig i forskelligt tempo, på forskellige niveauer og med hvert deres særpræg. Netop derfor er samarbejdet værdifuldt. Når én by tager et skridt frem, giver det viden, mod og inspiration til de andre.

Vi bruger hinanden som faglige sparringspartnere, som kritiske medspillere og som kolleger, der forstår både kompleksiteten og glæden ved byudvikling. Det skaber et fællesskab, hvor vi kan se vores byer vokse ikke ens, men sammen.

Bindeled

Som købstadsudviklere kender vi byerne indefra, deres historie, dens aktører, erhverv, foreninger, borgere, rytmer, stoltheder og potentialer. Vi er bindeleddet mellem foreninger, erhverv og kommunens administration. 

Forvaltningen ser med rette hele kommunen; vi sikrer, at lokale indsigter fra Præstø, Stege og Vordingborg kvalificerer politiske prioriteringer og strategi, vi hjælper med at omsætte dem til virkelighed på gaden, i havnen, på torvet, i foreningslivet og i samarbejde med erhvervslivet.

Vores opgave er at hjælpe og understøtte de politiske udvalg og administrationen med at skærpe byernes profiler, koble de rigtige parter på og sikre, at initiativer passer ind i byens retning og profil. 

Vi skal nemlig undgå parallelle initiativer og for mange små knopskydninger i vores byer; vi skal hylde og understøtte lokale engagementer, og samtidig turde pege på en fælles vej. Vi skal samle kræfterne, ikke begrænse dem. Det kræver et tæt, konkret samarbejde mellem borgere, foreninger, virksomheder og kommunen, hvor vi deler ansvar og fejrer resultaterne sammen.

Vi har løftet brillerne fra detailfokus og ser i dag købstæderne som destinationer.

Mere end en handelsby 

Præstø og Stege har i mange år været stærke til at tænke i destination, turisme og besøg, og i Vordingborg by er der meget at hente ved at lære af de erfaringer. 

For i sidste ende skal hele vores område, og alle tre købstæder, være destinationer, der hver for sig står stærkt, og som sammen udvikler vores fælles destinationspotentiale. Det er i den sammenhæng, at købstadsudviklernes rolle og arbejde bliver afgørende, for når vi ikke kun spørger, hvad byerne kan sælge, men hvad de kan tilbyde, åbner der sig et større og mere nuanceret billede. 

Ved at tænke Vordingborg tydeligt ind i destinationstanken får Præstø, Stege og Vordingborg et fælles udgangspunkt som samlet destinationsområde.

Når vi arbejder med købstæderne som destinationer skaber vi fremtidens købstæder. Fremtidens købstad er nemlig mere end en handelsby. Den er en oplevelsesby, hvor handel, byrum, kultur og hverdagsliv flettes sammen. Et sted, man ikke kun besøger for at købe noget, men for at være, et sted man har lyst til at opholde sig, vende tilbage til og tale om.

Det gør vores arbejde helhedsorienteret og vi arbejder bredt, med flere aktører og tænker udvikling over længere tid. Samtidig giver det os mulighed for at se byerne vokse på hver deres måde og i deres eget tempo uden at måle dem op mod hinanden.

At betragte købstæderne som destinationer giver os et fælles sprog omkring byudvikling og en fælles retning på tværs af købstæderne, forskelligheder og niveauer.

Det betyder ikke, at handlen mister sin betydning. Tværtimod. Men den får for alvor værdi, når den indgår i en større helhed, hvor oplevelser, møder og ophold gør byen levende.

Tydelige fortællinger

Vejen frem er enkel, men det kræver ambitioner og mod. Vi skal turde satse på tydelige fortællinger for vores tre købstæder, prioritere initiativer, så vi kan lykkes med dem, og skabe konkret samarbejde, der fører til handling og resultater. Det nytter ikke kun at tale om, hvordan det kan blive; vi skal vise, at det KAN blive til noget og at det ender med at se ud som på projekttegningen.

Vi ligger i et smørhul mellem vand og skov og med en infrastruktur, der gør det let at komme hertil og blive

Thomas Haislund, Tina Olsen og Caroline Axen, købstadsudviklere

Vi tror på, at Præstø, Stege og Vordingborg har potentiale til at blive forbilleder for andre sjællandske købstæder: nemlig steder, hvor oplevelser, kultur og natur er lige uden for døren, fællesskaberne stærke, og gæsterne er velkomne.

Det afgørende er, at vi skaber sammenhæng, realistiske og prioriterede projekter og en fælles fortælling om, hvem vi er som byer og borgere, at vi finder vores vej mellem hverdagsliv og oplevelser, mellem lokale ildsjæle og kommunale rammer, mellem byernes historie og, ikke mindst, deres fremtid.

Modet til at drømme stort

Vi skal turde drømme stort, tænke i kvalitet og tro på os selv. Vi ligger i et smørhul mellem vand og skov og med en infrastruktur, der gør det let at komme hertil og blive. 

Vi skal udnytte vores fantastiske beliggenhed: kun én time syd for København. Og når Femern-tunnelen står færdig, ligger vi midt i den korridor, der binder nord og syd tættere sammen og gør det nemt for mennesker at rejse på tværs. Det åbner et helt nyt opland af potentielle gæster, som kan få øje på vores byer, oplevelser og kvaliteter.

Vi, der bor her, kender byerne og området: den smukke natur, strandene, skovene, horisonterne, roen og med højt til himlen. Vi kan med rette være stolte af vores lille plet på Danmarkskortet, og vi skal tro på, at vi kan og vil.

Men vores potentiale er også uforløst, og hvis vi ikke er klar, risikerer vi at blive overset. Lad os derfor sammen ranke ryggen og skabe noget, der er værd at besøge – og værd at flytte til.

Vi er overbeviste om, at fremtiden er købstædernes! Vi glæder os og lad os få det til at ske.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...