Nu er det officielt: Børnehuset Solsikken lukker

De fremmødte stillede blandt andet spørgsmålstegn ved, om man er sikker på, at lukningen af Solsikken giver mening rent økonomisk. 

Solsikken i Rødovre lukker i dette forår, efter et enigt byråd endelig besluttede at trække stikket i den gamle institution.

Solsikken i Rødovre lukker i dette forår, efter et enigt byråd endelig besluttede at trække stikket i den gamle institution.

Foto: Kasper Ellesøe

Seks fremmødte, heriblandt medarbejdere, sidder med albuerne på knæene og stirrer ned i marmorgulvet i byrådssalen. De ryster på hovedet og kigger hinanden i øjnene. Solsikken lukker inden for et par måneder, ligesom de frygtede. En beslutning, som blandt andet er blevet begrundet med faldende børnetal i kommunen. 

Ved kommunalbestyrelsesmødet onsdag den 24. februar i Rødovre lyder det under den indledende spørgetid, om kommunalbestyrelsen kan dokumentere, at lukningen giver en reel besparelse i fremtiden.

Til det er svaret et klart ja. 

- Jeg ved, jeg taler på hele kommunalbestyrelsens vegne, når jeg siger, at vi er opmærksomme på, at beslutningen har stor betydning for vores borgere, medarbejdere, forældre og børn, siger borgmester Britt Jensen (S) i øvrigt fra sin midterplads med anerkendende miner fra de resterende 18 kommunalbestyrelsesmedlemmer i salen.

En anden fremmødt rejser sig og tager ordet. 

- Som ansat har det ramt mig, at vi er nabo til et nyt byggeri, hvorfra vi per dags dato har haft syv familier, som spørger, hvordan man bliver skrevet op. Så siger vi, at det kan vi ikke, fordi vi lukker. Og det forstår familierne ikke, siger hun. 

Borgmesteren svarer, at hun til fulde har forståelse for frustrationen, og hun takker for engagementet blandt de fremmødte. 

Læs også

Bred enighed

Selvom de fremmødte var tydeligt uenige i beslutningen om at lukke institutionen på Agerkær i den sydlige del af kommunen, var den anderledes klokkeklar for politikerne. 

Børnetallet er faldende, Solsikkens lokaler er gamle, og man vil derfor hellere lukke institutionen end at tynde ud i de andre institutioner i kommunen, lyder forklaringen blandt andet fra politisk hold. 

Flere i salen udtrykte sympati med dem, som er berørt af lukningen. Flemming Lunde Østergaard Hansen (S), som er formand i børne- og skoleudvalget, roser blandt andet kulturen og historien i institutionen, ligesom han siger, at hvert et ord i høringssvarene er blevet læst. 

- Befolkningsprognosen var en helt anden for seks-syv år siden. Vi håber, at de nye tal holder, men det her er jo ikke bare tal. Vi skal huske, at det er mennesker, som det her handler om, siger Kim Hammer (DF), som istemmer, at lukningen af Solsikken er det rette skridt at tage for kommunen. 

Sukkene og de tunge skridt ud af byrådssalen fra de fremmødte var dog ikke til at tage fejl af. 

Sidste åbningsdag i Solsikken er 30. april. 

Tidsplan for lukningen af Børnehuset Solsikken 

  • Ultimo februar modtager alle forældre til børn i Solsikken brev i digital postkasse med vejledning til ønsker om overflytning til andet dagtilbud – svarfrist medio marts.
  • Ultimo februar: På forældremødet i december 2025 blev det ønsket, at der oprettes en side på rk.dk med spørgsmål og svar på de mest gængse spørgsmål. Det vil forvaltningen sørge for, hvis lukningen endelig vedtages.
  • Primo marts: Forvaltningen igangsætter proces for omplacering af medarbejdere pr. 1. maj 2026 i tæt samarbejde med de faglige organisationer FOA og BUPL.
  • Ultimo marts: Alle forældrene modtager et tilbud om plads i et andet dagtilbud med start den 1. maj 2026.
  • Den 1. maj 2026: Solsikken lukkes. Børn og personale flyttes til andre dagtilbud.
Kilde: Rødovre Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...