Søndag 8. marts går frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp på gaden i Skt. Nikolai Sogn og Tveje Merløse Sogn for at samle ind til mennesker ramt af krige og katastrofer.
Folkekirkens Nødhjælp håber på stærk lokal opbakning i de to sogne. Budskabet er, at befolkningerne i verdens fattigste lande i den grad har brug for hjælp og støtte.
- Krige, katastrofer og uretfærdighed fylder meget rundt om i verden. Af og til kan jeg selv blive ramt af modløshed og tænke, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Men når vi samler kræfterne lokalt, kan vi faktisk gøre en stor forskel for nogle af dem, der har det sværest, siger Vita Fischer, der er indsamlingsleder.
I år går pengene blandt andet til indbyggerne i Ukraine, Gaza og Sydsudan. For det beløb, som en typisk indsamler får i bøssen på en formiddag, kan to børnefamilier i det sultplagede Sydsudan få mad nok til en måned, oplyser Folkekirkens Nødhjælp.
Sidste år blev der samlet 36.000,00 kroner ind i Skt. Nikolai og Tveje Merløse Sogne. Man kan møde op i Skt. Nikolai Sognehus i Holbæk fra klokken 10-12 og få udleveret indsamlingsbøsse og en rute. Turen forventes at tage et par timer.
Man kan tilmelde sig på www.nødhjælp.dk/indsamling.