Køges forhenværende borgmester Marie Stærke har fået nyt job. Ligesom en perlerække af andre tidligere toppolitikere skal hun fremover bruge sine politiske kompetencer som lobbyist til at repræsentere… ja, hvem egentlig?
Som konsulent i en lobbyvirksomhed er man ikke på valg. Man har ingen tillidsposter, gyldne kæder eller betroet adgang til beslutningsrummet. Alligevel er der gode muligheder for at få politisk indflydelse.
Politikere har gennem deres hverv nemlig fået to vigtige kompetencer: Det de ved, og dem de kender. De har omfattende viden om det politiske maskinrum og et stærkt personligt netværk. Den slags er penge værd for organisationer og virksomheder, der gerne vil påvirke de politiske beslutninger i en særlig retning. Derfor ansætter lobbyfirmaer meget gerne tidligere ministre, borgmestre og folketingspolitikere.
Godt for dem. Problematisk for os andre. For der er naturligvis en risiko for, politiske beslutninger foregår i et halv-kollegialt misk-mask af personlige forhold, politiske smutveje og vellønnede særinteresser, som offentligheden ikke får kendskab til. Det bliver ganske enkelt sværere for borgerne at gennemskue, hvilke interesser der varetages.
Derfor er det værd at diskutere, hvor nemt det skal være for folkevalgte politikere at skifte stilling til professionelle lobbyister - for hvem er det egentlig de arbejder for?
Endnu værre bliver det, når rejsen går den anden vej. Efter kommunalvalget i november kunne mediet Mandag Morgen fortælle, at hele seks lobbyister blev valgt ind i byråd eller regionsråd. Hver især har de sikkert overvejet deres dobbeltarbejde nøje, og hver enkelt kan muligvis argumentere for, at netop deres tårnhøje moral forhindrer interessekonflikter. Men udefra ligner et risikabelt kredsløb af særinteresser, karriereplanlægning og personlige relationer.
Forholdet mellem borgere og politikere knager allerede. Det bliver ikke bedre af, at den demokratiske proces kan betvivles, fordi nogle folkevalgte ikke har fantasi til at finde andre jobs, end dem der hænger på konsulenttræerne. Politikere skal som alle andre kunne tage et arbejde, når de forlader politik. Men det er trods alt tilladt at lave noget andet end at sælge sig selv på den indflydelse, borgerne har betroet dem.