Fredensborg Kommune foreslår at flytte det kommende sundhedshus til en mere central placering i Nivå Bymidte. Forslaget er nu sendt i offentlig høring frem til den 20. april, så borgere og interesserede kan komme med bemærkninger.
Plan-, Trafik- og Klimaudvalget har besluttet at lave et tillæg til lokalplanen, som omhandler etape 2 af Nivå Bymidte. Ændringen går ud på at flytte sundhedshuset fra det nuværende byggefelt F1 til stueetagen i byggefelt G1 i delområde G.
Den nye placering giver nemlig bedre synlighed, adgang fra Bystrøget og ligger tæt på det kommende apotek. Ifølge kommunen vil det også styrke bylivet ved at samle udadvendte funktioner centralt i bymidten.
Tillægget udvider anvendelsesmulighederne i delområde G, så stueetagen kan bruges til sundhedshus, ud over boliger og fælleslokaler, som planen ellers tillader.
Læs også
- Beslutningen er truffet: Bogtårnet skal blive i Nivå
- Flaget til tops – 113 boliger og to dagligvarebutikker på vej
- Nivå-byggeri ser ’lyset for enden af tunnelen’
Forslaget er i offentlig høring frem til den til 20. april, og Plan-, Trafik- og Klimaudvalget har besluttet, at der ikke afholdes borgermøde i forbindelse med høringen.
Indtil planen er endeligt vedtaget, må de berørte ejendomme ikke bygges eller ændres på en måde, der kan forhindre planens gennemførelse. Planforslaget er screenet for miljøpåvirkning, og kommunen har vurderet, at der ikke er behov for en egentlig miljøvurdering.
Du kan læse mere om forslaget, og hvad du skal gøre, hvis du vil deltage i høringen, på kommunens hjemmeside.