Regeringen vil afsætte knap 15 milliarder kroner fra 2029-2040 til kystbeskyttelse. Det præcise beløb er 14,9 milliarder kroner. Det fremgår af udspil til ny klimatilpasningsplan. Der er dog et aber dabei for kommunerne.
- Regeringen afsætter 14,9 milliarder kroner til kystbeskyttelse fra 2029 til 2040 som del af en ny klimatilpasningsplan.
- Staten vil bidrage med 85% af anlægsudgifterne, mens kommunerne skal dække de resterende 15%.
- Borgmester Michael Seiding Larsen glæder sig over finansieringen, trods ønsket om tidligere tilførsel af midler.
- Magnus Heunicke understreger, at statens engagement skyldes kommunernes begrænsede økonomiske kapacitet.
- Miljøministeren opfordrer kystnære kommuner til at søge midler fra den nuværende kystpulje inden 2029.
Staten vil finansiere 85 procent af anlægsudgifterne, mens kommunerne skal stå for de resterende 15 procent.
Pengene skal blandt andet gå til at bygge diger, højvandsmure samt en anden form for beskyttelse ved kyster, hvor der er "en væsentlig risiko for oversvømmelse i hele Danmark".
Vordingborg Kommune var hårdt ramt af stormfloden i efteråret 2023. Flere sommerhusområder druknede i vand. Derfor glæder borgmester Michael Seiding Larsen (V) sig da også over regeringens milliarder, om end de først er fra 2029.
- Det er dejligt, at staten tager medansvar. Vi havde håbet, at pengene var kommet tidligere, fordi vi er udfordrede, og der skal ikke mange hændelser til, før der skal bruges rigtig mange penge. Men bedre sent end aldrig, siger Michael Seiding Larsen.
Partifællen Ronni Lykkehus, der er næstformand i Natur, Teknik og Miljø, ser også positivt på regeringens udmelding. Men han bider mærke i, at kommunerne selv skal bidrage med 15 procent.
- Pengepungen er stram nok for vandkantkommunerne. Hvis vi eksempelvis skal bruge 200 millioner kroner på hele vores lange kysstrækning, så skal vi finde 30 millioner, og det er immervæk også penge, siger Ronni Lykkehus.
Bliver uvenner
Overfor Sjællandske Nyheder erkender miljøminister Magnus Heunicke, at de mange milliarder kommer, fordi kommunerne alene ikke kan løfte opgaven.
- Det kan ikke være rigtigt, at kommuner og lodsejere må prøve at skillinge sammen. Det ender også med, at man bliver uenige om regningen, så nu går staten ind og tager en meget stor del af regningen og ansvaret, siger Magnus Heunicke.
Miljøministeren besøgte i dagene efter stormfloden i oktober 2023 blandt andet Roneklint syd for Præstø, hvor sommerhuse enten stod under vand eller var blevet flået op af jorden. Dengang sagde han, at det var en hasteopgave at beskytte de ramte områder.
- Så hvorfor kommer de 15 milliarder først i 2029?
Lige nu kører vi videre med accelerationspakken (vedtaget på seneste finanslov, 900 mio. kr., som skal sætte tempo på kystsikringen af Danmark og styrke statens rolle i klimatilpasningen, red.), som forbereder projekter. Planen er, at vi hvert år laver nogle nye projekter og så sætter vi spaden i jorden, men det tager bare noget tid, siger Magnus Heunicke.
Miljøministeren peger også på kystpuljen, som kører frem til 2029, hvor den nye plan med de 15 milliarder træder i kraft. Efter at det kom frem, at kommuner med lave huspriser fik afslag, er kriterierne nu ændret.
- Der er puttet flere penge i puljen, og vi har udvidet antallet ansøgere. Så det er kæmpe opråb fra min side om at få Faxe Ladeplads og andre steder i området til at søge, siger Magnus Heunicke.
Det er indtil videre, hvordan regeringen vil finansiere sit udspil til kystbeskyttelse. Ifølge Magnus Heunicke vil det fremgå af regeringens økonomiske 2035-plan.