Primært amerikansk udført og inspireret rock i mange afskygninger – og af høj, international klasse - er, hvad der er på programmet på Karosserifabrikken i løbet af i år.
Karosserifabrikken, som ligger i Murergade, har siden åbningen i oktober 2019 vokset sig til at blive et eksklusivt kult-spillested, som er i stand til at trække stærke, internationale bands, som ellers ikke ville lægge vejen forbi Danmark.
Kvalitetsmæssigt er fabrikken i stand til at tiltrække navne, som musikalsk er en del mere interessante end, hvad de efterhånden få tilbageværende københavnske spillesteder kan præstere. Det betyder også, at der kommer publikum fra den anden side af Sundet og fra København.
Og således bliver det også i år. For programmet er spændende. Og niveauet flyttet endnu et hak opad.
Samlingspunkt
Karosserifabrikken drives uden offentlig støtte af den frivillige forening Friends & Family. Og intentionen er klar, fortæller spillestedets leder, Anders Nannerup, til Sjællandske Nyheder:
- At bringe store musikoplevelser til byen i intime og nærværende rammer. Her er ingen stadionrammer eller store arenaer – til gengæld er der kærlighed til musikken, fantastisk god lyd og plads til hyggeligt socialt samvær
Karosserifabrikken planlægger ca. 25 koncerter om året og har på kort tid udviklet sig til et vigtigt kulturelt samlingspunkt i byen.
Med et program, der kombinerer internationale profiler, stærke danske navne og et tydeligt musikalsk fokus, har byen fået en scene, som rækker langt ud over kommunegrænsen.
- Karosserifabrikken er måske stadig et forholdsvis nyt navn for nogle – men med årets program er det svært at overse, at Helsingør nu også er på landkortet, når internationale musikere planlægger deres turneer, siger Anders Nannerup.

Bluegrass og klassikere
Programmet for 2026 indeholder stærke, internationale og danske navne kombineret med en god håndfuld tributebands, og det kulminerer i efteråret med to opsigtsvækkende dobbeltkoncerter med ingen ringere end den canadiske bluesrockstjerne Colin James.
Det første, store internationale navn lægger dog allerede vejen forbi 13. marts, hvor amerikanske Hayseed Dixie optræder.
Bandet er kendt for deres energiske og humoristiske blanding af bluegrass og rockklassikere, hvor banjo og hæsblæsende tempo forvandler velkendte hits til festfyrværkeri. Det er musik med overskud, spilleglæde.

Rockklassikere
Senere på foråret følger flere stærke internationale navne.
Americana-bandet Cordovas bringer varme harmonier, Nashville-stemning og klassisk amerikansk sangtradition, til Helsingør med deres organiske rootsrock og melodiske sangskrivning. Det sker 22. maj.
Bluesrock-scenen er også stærkt repræsenteret. Belgiske The Bluesbones er blandt Europas mest anerkendte navne inden for moderne blues og leverer intense, dynamiske koncerter med både nerve og teknisk overskud. Koncerten finder sted 23. maj.
2. maj kan man opleve rockklassikerne leveret af et internationalt stjernehold i One Night Only – fem musikere samles i et spritnyt rock-projekt: Frank Ferrer (tidligere trommeslager i Guns N’ Roses), Johnny Griparic (har spillet med Slash), Matti Alfonzetti (Skintrade), Conny Bloom (Electric Boys, Hanoi Rocks) og Bob Fridzema (tourer med Glenn Hughes og Devon Allman) vil fyre op for en aften fyldt med solide riffs, store vokaler og kompromisløst rock’n’roll—klassikere og publikumsfavoritter.

Danske navne
Programmet balancerer de internationale gæster med markante danske navne.
- The Blue Van markerer deres 30-års jubilæum med et energisk rockshow, hvor publikum kan forvente både klassikere og rå live-energi. Bandet har i årevis haft succes både herhjemme og i udlandet, og deres koncerter er kendt for intensitet og spilleglæde, fortæller Anders Nannerup.
The Blue Van optræder 20. marts.
27. april bliver et gensyn med et af programmets stærkeste kort, den amerikanske trio The Cold Stares, som leverer rendyrket rock med rødder i blues, svulstige guitarer, drønende trommer og tekster med kant
Også nyere danske rocknavne og roots-orienterede bands gæster scenen i løbet af foråret og bidrager til et program, der spænder fra klassisk rock og blues til americana og alternativ rock.
- Fællesnævneren er kvalitet og et tydeligt fokus på stærke liveoplevelser, understreger spillestedets leder.

Dobbeltkoncert
Årets helt store internationale højdepunkt finder sted i slutningen af oktober, hvor Colin James indtager scenen to aftener i træk: 30. og 31. oktober. Den canadiske guitarist og sanger har gennem årtier været en markant skikkelse på den internationale blues- og rockscene med millioner af solgte albums og et ry som en formidabel liveperformer.
- At en kunstner i den kaliber vælger at spille dobbeltkoncert i Helsingør, understreger det niveau, vi nu opererer på. For lokale musikfans er det en sjælden mulighed for at opleve en verdensstjerne i intime rammer, hvor man kommer helt tæt på både guitarspil og vokal, siger Anders Nannerup.
Af danske bands, som lægger vejen forbi Helsingør og Karosserifabrikken i år, må også lige nævnes Den Syvende Søn, som spiller 18. april, Hotel Hunger 20. november og Mike Andersen Band 27. november. Og så er der afskedskoncert med et band, som med succes har optrådt i huset flere gange. Whitesnake Tribute, som siger farvel den 9. maj.