Sneen og kulden har lagt sig som en kold dyne over Danmark. En tilstand som de fleste nok er ved at være trætte af, men ikke gymnasielæreren Kristian Wulff fra Rungsted Gymnasium. Hvad mon der gør ham så glad for kulden?
- Gymnasielærer Kristian Wulff er også kommentator på TV 2 efter jobbet.
- Wulff underviser i idræt og naturgeografi og har tidligere været eliteskiløber.
- Som ekspert kommenterer han skisportsbegivenheder, inklusive World Cup, på TV 2.
- På Rungsted Gymnasium lærer Wulff elever skiskydning, blandt andet på ture til Norge.
- Kristian startede sin kommentatorkarriere ved OL i 2010 og er selv tidligere Team Danmark-elev.
Kristian Wulff underviser blandt andet i idræt, hvor han netop i disse kolde tider lærer de unge mennesker skiskydning. En sport der blander højintensitetsløb sammen med koncentration og kontrol af egen puls. Skolen understreger, at der bliver brugt laserrifler, som er helt ufarlige.
Rungsted Gymnasium beskriver i en pressemeddelelse, at Kristian Wulff er Danmarks største ekspert indenfor skiløb. Han er tidligere eliteskiløber på det danske landshold i disciplinerne langrend og skiskydning.
Kristian Wulff går under navnet Lektor Wulff på TV 2.
Mange år som kommentator
Efter en lang dag på gymnasiet med både idræt og naturgeografi på skemaet, så har Kristian Wulff ikke fri, når klokken ringer ud efter sidste lektion. Han skal nemlig kommentere på skisport som skiskydning på TV2 i flere timer efter en undervisningsdag.
Han begyndte allerede at kommentere langrend og skiskydning ved OL i 2010.
- Hele vinteren kan man høre mig til World Cup. Så når eleverne kommer hjem fra skole, kan de finde mig på TV2 Play, lyder det fra Kristian Wulff.
Skiskydningsforløb på gymnasiet
Derudover har han undervist i skiskydning på Rungsted Gymnasium. På nedenstående billede kan man se, at eleverne har været i Norge og træne skiskydning med laserrifler.

Det er ikke alle, der får muligheden for at lære skiskydning af selve Kristian Wulff. Det er primært elever med idræt på B-niveau, Team Danmark-elever og valghold.
Kristian Wulff er selv tidligere Team Danmark-elev i Odense.
Team Danmark er et tilbud til unge elitesportsudøvere, der gerne vil tage en ungdomsuddannelse, hvor der samtidig vil være plads til deres sport. Her vil man typisk forlænge uddannelsens længde med et år for at tilgodese elevens sport.