Hørsholm Bibliotek inviterer til endnu en aften i musikserien 'Ikoniske Album', hvor publikum får mulighed for at fordybe sig i nogle af musikhistoriens mest markante udgivelser.
Denne gang er turen kommet Taylor Swifts anmelderroste album "Folklore" fra 2020.
- I Lilletrommens bløde biografsæder skruer vi ned for tempoet og op for fordybelsen, når vi sammen dykker ned i albummets poetiske og stemningsfulde univers. "Folklore" markerede et markant stilskifte for Taylor Swift og blev udgivet som en overraskelse midt i sommeren 2020. Det var samtidig begyndelsen på en ny kunstnerisk æra, hvor hun bevægede sig væk fra de stærkt autobiografiske popproduktioner og ind i et mere drømmende, narrativt og indiefolk-inspireret udtryk, skriver Hørsholm Bibliotek i en pressemeddelelse.
Inden albummet skal gennemlyttes i sin helhed, får publikum en 30 minutters introduktion ved journalist og tidligere DR-vært Frederikke Muff. Hun giver indblik i "Folklore" som kunstnerisk værk, i figurerne og fortællingerne, og i den betydning, albummet har haft for Swifts karriere – og for millioner af fans verden over.
Frederikke Muff er en af Danmarks mest dedikerede Swifties og ekspert i Taylor Swifts musikalske univers.
Arrangementet finder sted tirsdag 3. marts kl. 17.00 til 18.40 i Lilletrommen. Billetter købes på bibliotekets hjemmeside.