Mandag 2. marts går entreprenøren i gang med gravearbejdet ved P-plads Nord i Ringsted som en del af Stationsprojektet.
Arbejdet finder sted nær Dagmarskolen og løber over cirka fire uger, hvor entreprenøren håndterer forurenet jord og afslutter med asfaltering.
Projektet har direkte betydning for trafikken omkring Dagmarskolen. I første etape, som tager omkring to uger, får bilister kun adgang til parkeringspladsen og Kiss & Ride via Vestervej, da indkørsel fra rundkørslen bliver spærret midlertidigt.
I etape to genetablerer entreprenøren den sædvanlige adgang fra rundkørslen, hvilket også varer to uger.
Entreprenøren har sikret arbejdsområdet med hegn, som kan blive suppleret med plast eller brædder for at forhindre adgang til jorden. Forureningen i jorden stammer fra tidligere brug af området og kan kun udgøre en risiko ved fysisk kontakt. Der er ingen sundhedsrisiko ved at begå sig uden for det afspærrede arbejdsområde.
Alle medarbejdere på pladsen bruger særlige værnemidler, når de arbejder tæt på den forurenede jord, og maskinerne gør det muligt at udføre opgaverne under kontrollerede forhold.
Sådan kommer man frem
Projektet påvirker især dagligdagen ved Dagmarskolen. For at sikre roligere trafikforhold omkring skolen opfordres forældre til at aflevere børn på Korsevænget under arbejdet. Elever og andre fodgængere kan fortsat bruge sikre ruter til skolen og stationen via blå fodspor og en rød markeret sti.
- I arbejdsperioden henstiller vi til, at børn, der afleveres i bil, sættes af fra Korsevænget. Det vil bidrage til mere rolige og sikre trafikforhold omkring skolen. Der vil fortsat være sikker adgang for gående skolebørn og øvrige fodgængere. Den anbefalede rute til skolen og stationen er tydeligt markeret med blå fodspor og den røde sikre sti, som vi opfordrer alle til at benytte, fremgår det af pressemeddelelsen om projektet.
Mandag 2. marts står repræsentanter fra Ringsted Forsyning klar klokken 7.30 til 8.00 for at guide elever sikkert via de anbefalede ruter.