Morten Olsen mindes Piontek: - Han var en dygtig træner og et fantastisk menneske

Fodboldstjernen fra Vordingborg hylder den afdøde landsholdstræner. 

Morten Olsen og Sepp Piontek kørte et fantastisk parløb på det danske dynamitlandshold.

Morten Olsen og Sepp Piontek kørte et fantastisk parløb på det danske dynamitlandshold.

Foto: Thomas Olsen

- De fleste danskere ved, hvor stor en betydning Sepp Piontek har haft for fodboldens verden. Hans sportslige resultater taler for sig selv. Sådan lyder det fra Morten Olsen til Sjællandske Nyheder. 

Den Korte Version
  • Morten Olsen mindes Sepp Piontek som både en dygtig træner og et godt menneske, efter den tidligere landstræner er død efter kort tids sygdom.
  • Olsen, som selv blev landsholdstræner, har stor respekt for Pionteks professionelle tilgang og evne til at balancere disciplin med den danske humor.
  • Deres første møde i Irland gjorde indtryk, da Piontek mødte op i omklædningsrummet med øvede danske gloser inden sin officielle start som landstræner.
  • Piontek og Olsen holdt kontakten ved lige efter karrieren, og de mødtes til en dokumentar i 2022, hvor gamle landstrænerdage blev genoplevet.
  • Sepp Piontek har gennem årene også været engageret i lokal fodbold i Vordingborg, hvilket Morten Olsen værdsætter højt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Den tidligere landsholdsanfører for dynamitdrengene i 1980'erne havde om nogen et tæt venskab til Sepp Piontek. Derfor er han også i sorg efter nyheden om, at den tidligere danske landstræner er død efter kort tids sygdom.

- Han var en dygtig træner, der fandt balancen lidt groft sagt mellem tyskere og danskere, husker Morten Olsen om landstræneren, der er kendt for at have professionaliseret fodbolden i Danmark.

- Sepp kom med en vis disciplin, men han var også villig til at sætte os fri. Han forstod, at vi ikke var tyskere, og at der også skulle være plads til den dansk humor, fortæller Morten Olsen.

Danske gloser i Irland

Fodboldstjernens første møde med Sepp Piontek fandt sted i et omklædningsrum på et fodboldstadion i Irland, hvor det danske landshold havde spillet den sidste kvalifikationskamp under Kurt "Nikkelaj" Nielsen. 

Selvom der stadig var nogle måneder, til at Sepp Piontek officielt skulle starte i jobbet som landsholdstræner, var han alligevel mødt op for at overvære kampen.

- Han kom ned til os i omklædningsrummet efterfølgende, og jeg kan huske, at han havde øvet sig på nogle danske gloser, fortæller Morten Olsen og tilføjer, at mødet gjorde indtryk på ham.

- Det er også sådan, at vi lærte ham at kende efterfølgende. Han gjorde meget for at vise, at han lyttede, at han ville os og Danmark, fortæller han. 

Så stadig hinanden

Morten Olsen fulgte i Sepp Pionteks fodspor og blev landstræner. De to endte også med at holde venskabet ved lige, efter de begge indstillede karrieren. 

- Jeg vil ikke sige, at vi løb hinanden på dørene, men vi så da af og til stadig hinanden, når jeg var i Danmark, fortæller han.

Morten Olsen mindes især en hyggelig stund tilbage i 2022, hvor en række af de tidligere landsholdstrænere var samlet i forbindelse med optagelserne til en dokumentarserie.

- Det var nogle hyggelige dage, vi fik der. Det var en fornøjelse at mødes med ham, men det var altid en fornøjelse, når man var sammen med Sepp, lyder det med et smil fra Morten Olsen. 

- Det skal også ses i lyset af, at vi jo, som vores koner nok ville sige det, så lidt for meget til hinanden i den periode, fortæller Morten Olsen med reference til de i alt 11 år, som han trænede under Sepp Piontek.

- Vi lærte hinanden at kende på godt og ondt, tilføjer han med en lille latter. 

Med hjem til fødebyen

Som gammel Vordingborg-dreng er Morten Olsen også glad for, at Sepp Piontek jævnligt tog sig tid til den lokale fodbold.

Han har flere gange haft ham med på besøg i Vordingborg IF, hvor de begge har optrådt som gæstetrænere til kampe på det lokale fodboldstadion både i 1980erne og senere.

Fodboldstjernes lokale rødder

  • Morten Olsen er født og opvokset i Vordingborg. Han begyndte sin fodboldkarriere i Vordingborg IF (VIF).
  • 14. august 1989 arrangerede Morten Olsen en »stjernekamp« i Nykøbing Falster, som markerede, at han stoppede på landsholdet. Med kampen ville han sige tak til VIF og B. 1901 i Nykøbing Falster for sin fodboldopdragelse. Sepp Piontek var træner for "Olsen Banden". 
  • Kampen trak 11.000 tilskuere til, og overskuddet gik til de to klubber. Det blev til 335.000 kroner til Vordingborg IF. 
  • Pengene blev efter Morten Olsens ønske tilført en fond, der fik navn efter hans far - farvehandler Alex Olsen fra Vordingborg. De sidste penge fra fonden gik tilbage i 2024 til en ny aktivitetsplads, som Morten Olsen indviede. 
  • Tilbage i 2015 var fodboldstjernen også med til at indvie kunstgræsbanen ved DGI Huset i Vordingborg. 
Kilde: sn.dk

- Han var også træner for vores hold, da jeg havde min afskedskamp i Nykøbing Falster (aug. 1989, red.), mindes Morten Olsen.

- Han var altid velvillig, når han havde tiden, husker den tidligere fodboldstjerne, der også har haft Sepp Piontek på besøg hjemme i pragtvillaen i Vordingborg.

Han lægger ikke skjul på, at det bliver mærkeligt både for fodboldverdenen og for ham personligt nu at skulle undvære en legende. 

- Han var en dygtig træner og samtidig også et fantastisk menneske. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...