Jernbanen ved Ringsted er i dag en flaskehals, hvor forsinkelser kan påvirke togtrafikken i hele landet. Men nu er der hjælp på vej.
- Regeringen og flere partier har afsat næsten tre milliarder kroner til at udvide jernbanen ved Ringsted.
- En plan om en ny udfletning øst for Ringsted skal forbedre togkapaciteten og reducere forsinkelser.
- Skinnerne opgraderes til hastigheder på op til 200 km/t, så rejsetiden mellem København og Odense reduceres.
- Regeringen tildelte yderligere 700 millioner kroner sidste år, så projektet kan fortsætte med nødvendige forberedelser.
- Venstres Louise Egholm udtrykker glæde over finansieringen og forbedringerne ved Ringsted station.
Regeringen og en række andre partier indgik sidste år et forlig, hvor der er afsat 2 milliarder kroner til forbedringerne ved Ringsted. Nu er der flere penge på vej.
Forligskredsen har nu besluttet, at der skal arbejdes videre med en løsning, hvor der etableres en udfletning øst for Ringsted, der giver bedre mulighed for at tog kan krydse hinanden.
Det vil give mere kapacitet og en bedre trafikafvikling, hvorved tog ikke i samme omfang skal vente på hinanden.
Når Fehmern-forbindelsen åbner forventes det, at det årlige passagertal, der kører gennem Ringsted, stiger fra 15 millioner om året til 21 millioner.
200 km/t
Udover øget kapacitet på jernbanen skal skinnerne også hastighedsopgraderes, så togene fremover kan køre med op til 200 kilometer i timen. Det vil forkorte rejsetiden og medvirke til, at rejsetiden mellem København og Odense bliver maksimalt én time.
Læs også
- Ekstra milliardbevilling opgraderer togdriften omkring Ringsted
- Bekymret for knudepunkt: - Tudetosset hvis togene holder og venter
For at sikre projektets gennemførsel har regeringen foreslået, at afsætte 0,7 milliarder kroner ekstra til projektet. Det har forligskredsen nu godkendt.
Med forligskredsens beslutning kan Banedanmark gå videre med detailprojektering, offentlig høring af miljøkonsekvensvurderingen og forberedelsen af anlægsloven, der forventeligt kan fremsættes i 2027.
Anlægsarbejdet på stationen forventes færdigt i 2030 og udfletningen forventes færdig i 2032.
Venstres folketingsmedlem Louise Egholm, der er valg i Ringsted-kredsen, er ekstra glad for den bevillingen.
- Som lokalt valgt folketingsmedlem er jeg glad for, at der er fundet den nødvendige ekstra finansiering til hastighedsopgraderingen ved Ringsted station, og at processen nu kan fortsætte. Jeg har i mange år arbejdet for en god hastighedsopgradering uden for Ringsted by, og det er vigtigt, at det bliver en god og ordentlig løsning. Samtidig forbedres Ringsted station også, hvilket er nødvendigt, når Ringsted er så stærkt et trafikknudepunkt i Danmark, siger hun.