Ideen om danske nyhedsørkener skal være båret af fakta

Det er tæt på at være meningsløst, hvis TV2-regionerne skal dække ultralokalt, skriver lederskribent og debatredaktør Nathalie Ostrynski.

Det er tæt på at være meningsløst, hvis TV2-regionerne skal dække ultralokalt, skriver lederskribent og debatredaktør Nathalie Ostrynski.

Foto: Thomas Olsen

Ordet har det med at dukke op i det mediepolitiske landskab, når talen falder på lokale og regionale medier. Nyhedsørkener. Man forestiller sig hurtigt øde, blæsende marker, hvor ingen kommer forbi eller orker at komme forbi. I de nuværende forhandlinger om TV2-regionernes fremtid, er ordet igen blevet centralt. Men hvis vi skal have en ærlig snak om nyhedsdækningen på tværs af de sjællandske kommuner, skal den bygge på fakta. Ikke følelsesladede usande billeder.

  • Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
  • Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.

Det såkaldte Heiselberg-udvalg har tidligere afleveret en rapport til kulturministeren, der indeholder scenarier og anbefalinger til politikerne. I den er det TV 2-regionerne selv, der i et bilag skriver, at mange byrådsmøder i dag ”finder sted i stilhed”. Deres ønske er, at regionerne er ”et effektivt værn mod nyhedsørkener”. 

Resultatet er, at udvalget kommer med anbefalingen om, at TV2-regionerne skal dække alle byrådsmøder i Danmark.

Det står alt sammen i skærende kontrast til den opgørelse, de lokale mediers forening FFP har udarbejdet med JFMs seniorredaktør Peter Orry i front. Ud af de afholdte 1.238 byrådsmøder i 2025 blev 95 procent af dem dækket af de private lokale og regionale dagblade. Og medmindre der slet ikke er blevet ytret et eneste ord på de byrådsmøder, kan man ikke kalde det for ”stilhed”.

Derfor er det tæt på at være meningsløst, hvis TV2-regionerne skal dække ultralokalt. Politikerne kan lade regionerne leve op til deres eget navn og gøre det til deres kerneopgave at dække regionalt. Så kan de lokale private medier passe deres opgave.

Opgørelsen fra FFP bærer nemlig også vidne om det vigtige, demokratiske arbejde de private lokale medier hver dag udfører. I et moderne demokrati som vores skal de private medier have fri spilleplade til at kunne skabe en bæredygtig forretning – uden at blive presset unødigt og unfair af staten selv.

Lad os håbe, at kulturministeren ikke lader sig forblænde af ideen om nyhedsørkenerne og i stedet læner sig ind i de faktiske forhold, når arbejdet med TV2-regionernes fremtid fortsætter. 

Sjællænderne fortjener en nyhedsdækning og et medielandskab, der har rod i sund konkurrence.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...