Lær at klare dig selv i tre døgn

Onsdag 25. februar klokken 16.00 kan alle borgere deltage i et arrangement i Nyvangskirken, hvor Beredskabsforbundet holder oplægget ’Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn’. 

Beredskabsforbundet samler frivillige på tværs af Danmarks beredskaber og arbejder for, at borgere kan forebygge ulykker og klare sig selv i krisesituationer.

Oplægget sætter fokus på, hvordan man som borger bedst forbereder sig på hverdagens kriser, for eksempel hvis strømmen går eller vandforsyningen svigter. 

Deltagerne får praktiske råd om, hvordan de kan ruste husstanden, hvilke fornødenheder der bør være i hjemmet, og hvordan man bevarer ro og overblik i udfordrende situationer.

Samtidig fremhæver Beredskabsforbundet betydningen af naboskab og fællesskab: Når vi støtter hinanden, står vi stærkt.

- Den danske folkekirke har også et ansvar for at understøtte samfundet. At hjælpe hinanden og sig selv er en del af næstekærlighedsbudet. Kriseparathed handler ikke kun om dåsemad og batterier – det handler også om fællesskab og omsorg, siger præst i Nyvangskirken, Tina Stege Lindstrøm, i en pressemeddelelse.

Arrangementet er åbent for alle

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...