Søndag 8. marts klokken 15.00 byder Ølstykke Sogn på "Den Luciferiske Koncert" i Udlejre Kirke på Ørnebjergvej 7 i Ølstykke.
Oprindeligt betød Lucifer "lysbringeren" eller "morgenstjernen", og det er i denne ånd, at sopran Anna Kromann og koncertpianist Sverre Larsen bringer lys og liv i nordiske toner med sange og klaverstykker af blandt andet Carl Nielsen, Lange-Müller, Riis-Magnussen, Ture Rangström og Grieg.
- Rundt om Carl Nielsens Luciferiske Suite har man nu samlet en buket af sange som giver poesien både vinger og dybde, lyder det fra Ølstykke Sogn.
Sverre Larsen er især godt hjemme i Carl Nielsens skønne repertoire og har en kilometerlang række af koncerter og indspilninger bag sig, mens Anna Kromann er klassisk uddannet sanger og cand.mag. i musikvidenskab.Hun arbejder som kirkesanger, solist, korsanger og sangpædagog med en bred baggrund i både teknik, bevægelse og formidling.
Der er gratis adgang til koncerten i Udlejre Kirke.