Forberedelserne til Royal Run 2026 tager nu et stort skridt fremad i Helsingør Kommune. I alt 27 nye OneMile-ruter – hver på cirka 1.600 meter – er blevet etableret rundt omkring i kommunen, og fra lørdag den 21. februar bliver de taget officielt i brug. Ruterne er udstyret med nye informationstavler med QR-koder, så både løbere og gående let kan finde vej via kort og GPS-links på mobilen.
Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem Helsingør Kommune og de lokale løbeklubber, efter at byen blev udpeget som en af arrangørbyerne for Royal Run i maj 2026. Målet er at gøre det lettere og sjovere for borgerne at træne op til løbene – eller blot komme ud og få motion i nærområdet.
”Sjov Motion” rykker ud i kommunen
HSOK, Helsingørs løbe-, motions- og orienteringsklub, står som officiel lokalarrangør for Royal Run. Siden årsskiftet har klubben hver lørdag kl. 10 tilbudt træningsfællesskabet ”Sjov Motion” med start fra klubbens område på Gl. Hellebækvej. Den sidste træning dér fandt sted lørdag den 14. februar, hvor deltagerne endnu en gang kom omkring bl.a. Helsingør Hallen, Konventum, Hellebo Park og Idrætsbyen.
Fra og med lørdag den 21. februar rykker træningerne ud i resten af kommunen og vil herefter foregå på de nye OneMile-ruter. Træningerne er stadig åbne for både løbere og walkere – uanset om man er tilmeldt Royal Run eller blot har lyst til en times frisk luft. Det er gratis at være med.

Officiel indvielse den 21. februar
Den første ruteindvielse finder sted ved Nordvest skolen, hvor deltagerne også får præsenteret de nye informationstavler. Herfra vil de ugentlige træninger fortsætte gennem foråret, kun afbrudt af de større ”Træn med”-arrangementer, frem mod Royal Run den 25. maj.
Tavlerne er sat op ved en række markante og lettilgængelige steder i kommunen – blandt andet ved Teglstrup Hegn, Statfængslet i Gurre, Prøvestencentret ved Kvickly, Hornbæk Havn og Hellebæk Kirkegård.
Ved indvielsen på Blichersvej bliver ruten ”Nordvest skolen Rundt” præsenteret. Her glæder HSOK sig til at tage de nye faciliteter i brug. Som John Steenfeldt-Jensen fra klubben fortæller:
- Her afslører vi tavlen og indvier ruten "Nordvest skolen Rundt", hvorefter walkere og løbere bliver sendt rundt på den 1.609 meter lange OneMile-rute. Man kan runde ruten så mange gange, man har lyst. Hvis man har et Royal Run-scorekort, kan man få det stemplet på dagen. Har man ikke et scorekort, kan man få et udleveret på stedet, fortæller han.
Flere ruter over hele kommunen
De øvrige OneMile-ruter er etableret af lokale klubber som Puls 3060, Tikøb Idrætsforening, Skovløberne og Trinord og er samlet på Helsingør Kommunes hjemmeside om Royal Run.
Uanset hvor i kommunen man bor, bliver det dermed nemt at finde en rute inden for kort afstand.
