Ringsted Galleriet udvider i 2026 sit udstillingsprogram med projektet SYMPTOM, som placerer samtidskunst på nye steder i byen: på Ringsted Sygehus. Fire udstillinger skal i løbet af året bringe kunsten tættere på både patienter, personale og besøgende.
Udstillingsprogrammet SYMPTOM byder i foråret på en duo-udstilling med Aske Thiberg og Kristoffer Ørum fra lørdag 28. februar til lørdag 11. april. Derefter følger en soloudstilling med Nanna Starck fra fredag 25. april til lørdag 6. juni.
Efter sommeren åbner duo-udstillingen med Charlotte Thrane og Marie Søndergaard Lolk lørdag 22. august og løber frem til lørdag 3. oktober. Sæsonen afsluttes med en gruppeudstilling med Julie Falk, Tore Hallas og Bjørn Poulsen lørdag 17. oktober til lørdag 28. november.
Kunstværkerne bliver at finde i både det offentlige rum på sygehuset såsom venteværelser, gennemgangsrum, foyer, udendørsarealer og personalets kantine, mødelokaler og gangarealer. Udstillingslederne mener, at mødet med kunsten kan gøre hverdagen på sygehuset mere nærværende og skabe rum for refleksion.
Ny udstilling samme ambition
Morten K. Jacobsen, der udgør lederteamet bag Ringsted Galleriet sammen med Heidi Hove, sætter ord på ambitionen:
- Igennem årtier har Ringsted Galleriet været med til at bringe nogle af Danmarks vigtigste kunstnere til Ringsted. Kvalitetskunst bør være for alle og forankret i dagligdagen. SYMPTOM er kulminationen på Ringsted Galleriets ambition om at bringe samtidskunsten tættere på borgerne via tværfaglige partnerskaber i lokalmiljøet, siger daglig leder Morten K. Jacobsen, i en pressemeddelelse.
Galleriet har tidligere samarbejdet om udstillingsprogrammer med Ringsted Museum og Arkiv, KINO Kultur Ringsted og Selandia Automobiler. Nu søger initiativtagerne at styrke samtidskunstens synlighed yderligere med SYMPTOM og fremtidige programmer.
Heidi Hove fremhæver samarbejdet:
- Udvidelsen af udstillingsplatformen til Ringsted Sygehus ser vi som et spændende samarbejde mellem forskellige aktører indenfor kunst, teknologi og sundhed. Vi er stolte af at kunne bringe disse fremtrædende kunstnere til Ringsted. Udover udstillingsprogrammet præsenteres et ambitiøst formidlingsprogram med artist talks, guidede ture, performances og workshops, siger daglig leder Heidi Hove.
Programmet bliver til med støtte fra en række fonde, heriblandt Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinusfonden, Det Obelske Familiefond, Ny Carlsbergfondet, Ringsted Kommunes Billedkunstråd, Øernes Kunstfond og William Demant Fonden.
Alle aktiviteter i forbindelse med SYMPTOM er gratis og åbne for alle interesserede.