Det er glædeligt, at danske mænds gennemsnitlige levealder nu har rundet de 80 år. Men vi skal huske på, at tallet 80 er et gennemsnitstal. Der er nemlig stor forskel på, hvor gamle danske mænd kan forvente at blive. Det skyldes store uligheder i sundhed, der smitter af på, hvor gamle vi mænd kan regne med at blive.
- Denne leder er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
- Hvis du selv ønsker at deltage i debatten hos sn.dk, kan du klikke her.
Forskellen blandt mændene er nemlig rigtig stor. De 25 procent dårligst stillede danske mænd går det mildest talt skidt for. Ifølge et studie fra Københavns Universitet er forskellen i levetid mellem de mænd, som tjener mest, og de, der tjener mindst, vokset med 5,4 år siden 1987. Forskellen er nu omkring 11 år. Så selv om stigningen i mændenes gennemsnitlige levealder til 80 år er flot, halter en stor gruppe mænd alvorligt bagefter.
Skiftende regeringer har de seneste mindst 20 år haft som mål at mindske ulighed i sundhed i befolkningen. Men sideløbende er forskellen i levealder altså kun blevet større blandt den del af befolkningen, der tjener mest, og dem, der tjener mindst. Det er defor på høje tid, at der bliver gjort noget for at mindske den store ulighed. Tiden er inde til, at politikerne gør alvor af deres ord og viser handlekraft. Bedre lægedækning og indsats mod rygning og alkoholmisbrug er nogle af håndtagene, det er oplagt at tage fat i, så det er bare med at komme i gang.
Sundhedsvæsenet skal derudover blive bedre til at møde den enkelte patient og tage afsæt i den enkeltes behov. Lidt forsimplet sagt skal vi behandle folk forskelligt for at behandle dem ens. Der kan være stor forskel på, hvad den enkelte patient har brug for, og det skal sundhedsvæsenet kunne rumme. Det er problematisk, at vi har social ulighed i sundhed i et samfund, hvor vi tilstræber, at der skal være lige sundhed for alle. Det betyder, at din sociale position i høj grad bestemmer, om du bliver syg, og i hvilken grad du formår at blive rask igen.
Man kan selvfølgelig indvende, at mændene også selv har et ansvar for deres sundhed og dermed deres forventede levealder. Den enkelte mand kan jo bare hoppe i løbebukserne, kvitte smøgerne og spise sundere, uanset om han er født ind i en familie med en høj eller lav indkomst og uddannelse. Men så enkelt er det bare ikke. Det er fint med tilbud - og dem er der masser af i sundhedsvæsnet. Men det hjælper bare ikke, hvis de borgere, der har allermest behov for sundhedsvæsnet ikke formår at gøre brug af det, fordi de ikke passer ind i det.