Seks lokale busrute i Helsingør laves i den forestående valgkamp om til hver sin svinetransport – i overført betydning i hvert fald. SF’s Emil Nielsen, der stiller op for første gang i sig selv, har nemlig valgt en opsigtsvækkende måde at gøre reklame for sig selv på. Og han har allieret sig med den kendte tegner Anders Morgenthaler.
Morgenthaler er i gang med at færdiggøre en stribe, som skal pryde hele bussernes højre indgangsside. Striben skal sætte fokus på vilkårene i svineindustrien og bidrage til, at dyrevelfærd bliver et centralt tema i valgkampen.
Det fortæller Emil Nielsen i en pressemeddelelse. Her forklarer han også, at det bliver Morgenthalers karakteristiske, humoristiske streg, der præger busserne – hvor den ene halvdel er tegnet som en grisetransport og den anden som vild natur med et skarpt politisk slogan hen over.

Busserne er ved at blive designet færdig. De skal køre på ruterne 340-345-347-801A-803-802 og vil være synlige i alle valgkampens tre uger.
Svinevalg
- I 2019 fik vi et klimavalg. I 2026 skal vi have et svinevalg. For den måde, vi behandler millioner af dyr på, siger noget grundlæggende om, hvilket land vi vil være, siger Emil Nielsen i pressemeddelelsen.
Ifølge Emil Nielsen hænger naturkrisen og svineproduktionen uløseligt sammen, skriver han i pressemeddelelsen. Næsten en fjerdedel af Danmarks areal bruges i dag til at producere foder til de langt over 30 millioner grise, som landbruget årligt producerer herhjemme, forklarer han – og uddyber:
- Vi kan ikke tale om at redde naturen og samtidig producere over 30 millioner grise om året. Hvis vi vil have mere natur - skal vi have færre grise. Det er så enkelt.

Anders Morgenthaler har blandt andet været med til at indsamle 80.000 underskrifter på borgerforslaget om bedre dyrevelfærd for grisene.
- Det er helt skævt, hvordan vi behandler grise i Danmark. Hvis min streg kan få folk til at stoppe op og tænke over det, så stiller jeg gerne op - også i en valgkamp, siger han ifølge pressemeddelelsen.
Emil Nielsen, der til dagligt arbejder som kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening, er ved at fundraise til busserne på de sociale medier, og ifølge ham selv løber det ind med bidrag.
