Tidligere byrådsmedlem og 2. viceborgmester i Gribskov Kommune, Jonna Præst, er død.
- Jonna Præst, tidligere 2. viceborgmester i Gribskov Kommune, er død.
- Hun blev første gang valgt til byrådet for Dansk Folkeparti i 2013 som spidskandidat og 2. viceborgmester.
- I 2020 forlod hun Dansk Folkeparti for Nytgribskov, fastholdende et engagement for kommunens udvikling.
- Nytgribskovs Anders Gerner Frost har rost hendes fokus på udsatte borgere i kommunen.
- Jonna Præst blev 79 år gammel og bisættes fredag den 20. februar kl. 13 fra Græsted Kirke.
Det fremgår af en dødsannonce, familien har indrykket i Ugeposten.
Jonna Præst sov stille ind 10. februar, fremgår det af annoncen.
Jonna Præst blev første gang valgt til byrådet for Dansk Folkeparti ved valget i 2013, hvor hun var partiets spidskandidat. Her blev hun samtidig udpeget som 2. viceborgmester i den konstituering, Venstre og borgmester Kim Valentin lavede.
Hun blev genvalgt i 2017, men forlod under stor dramatik Dansk Folkeparti i 2020 til fordel for Nytgribskov.
- Jeg ønsker fortsat at arbejde for min kommune, som jeg holder af, og så vil jeg gerne bakke op om den politik Borgmesteren og Nytgribskov arbejder for. Jeg ønsker ligeledes det brede samarbejde i byrådet, og vil gerne være en del af konstitueringen. Jeg har altid taget ansvar for kommunen, og har været med i samtlige budgetforliger i min tid i byrådet, sagde Jonna Præst i den forbindelse.
Nytgribskovs daværende borgmester Anders Gerner Frost fremhævede særligt Jonna Præsts blik for de mest udsatte borgere, da han tog imod sit dengang nye byrådsmedlem:
- Jeg har kendt Jonna Præst i mange år, og har igennem alle årene arbejdet godt sammen med Jonna. Jeg kender Jonna som en engageret lokalpolitiker, der arbejder hårdt for sin kommune. Hun har altid haft et særligt blik for de svage borgere, og hvordan vi som kommune passer på dem, der kommer i klemme i systemet. Det har jeg stor respekt for.
Jonna Præst stillede derefter op for Nytgribskov, som hun ikke opnåede valg for ved kommunalvalget i 2021.
Jonna Præst blev 79 år gammel. Hun bisættes fredag 20. februar klokken 13 fra Græsted Kirke.