Nikotin er blevet en fast følgesvend for tusindvis af unge, og i en tid, hvor stadig flere unge mærker nikotinens greb, har Rødovre Kommune og den lokale ishockeyklub valgt at sætte handling bag bekymringen.
- Ishockeyklubben Mighty Bulls og Rødovre Kommunes sundhedscenter lancerer en kampagne for at reducere nikotinforbrug blandt unge.
- Formålet er at bryde myten om, at nikotin forbedrer sportspræstationer, ved at engagere unge med quizzer og rådgivning.
- Blot over 34% af unge bruger nikotinprodukter, mens en betydelig del ønsker at stoppe på grund af afhængighed og økonomi.
- Kampagnen vil omfatte aktiviteter ved Mighty Bulls hjemmebanekampe i Holger Danske Arena.
- Olaf Eller, direktør for Mighty Bulls, understreger, at klubben ønsker at forebygge unges brug af nikotin og tilbyde støtte til dem, der vil stoppe.
Samarbejdet mellem Rødovre Mighty Bulls og Rødovre Kommunes sundhedscenter har det klare sigte at gøre det lettere for unge at lægge nikotinen på hylden.
Snus er populært blandt mange ishockeyspillere, måske fordi vi har mange spillere fra Sverige, som har en lang tradition for brug af snus.
Olaf Eller, direktør i Rødovre Mighty Bulls
Men det kan være lettere sagt end gjort at få unge til at lægge de populære vapes med frugtsmag på hylden eller kassere de små nikotinposer, som stoppes op under overlæben.
Derfor går sundhedscenteret og ishockeyklubben også anderledes til værks i forsøget på at få flere unge til at skyde snusdåserne til hjørne.
Unge og nikotin
34,8 pcocent af unge i alderen 15-29 år bruger mindst ét nikotinprodukt dagligt eller lejlighedsvist.
50 procent af de unge, der ryger cigaretter og puffbar, har overvejet at stoppe sit forbrug, mens tallet er på 72,3 procent for snusbrugere.
Indenfor de sidste 12 måneder har 25,3 procent forsøgt at stoppe med puffbarer, 30,7 procent med cigaretter og 48,1 procent med snus.
75-80 procent af unge mellem 15-29 år, der er snusbrugere, oplever, at de er afhængige, mens cirka halvdelen af dem, der ryger cigaretter og puffbar, føler sig afhængige. For 33-52 procent af unge nikotinbrugere er 'ønsket om ikke at være afhængig' en medvirkende faktor for, at de stopper deres nikotinforbrug.
Økonomien angives som den tredje vigtigste medvirkende faktor for dem, der har forsøgt at stoppe med deres forbrug af cigaretter og nikotinposer.
For selvom det kan være svært at stoppe, når afhængigheden først er trådt ind, er det muligt at få hjælp.
Til Rødovre Mighty Bulls hjemmebanekampe tirsdag den 24. februar og fredag den 6. marts vil stoprådgivere fra sundhedscenteret derfor være til stede med en stand i arenaen med quizzer, konkurrencer og rådgivning om nikotin.
Læs også
- Nyt på frokostscenen: Mads vil lave 'en god bandit' af en flæskestegssandwich
- Specialbutik lukker efter flere år – disse tre butikker rykker ind
Ser uskyldigt ud
Ifølge Sonja Trabjerg Bjørnø, der er leder af Rødovre Sundhedscenter, er udbuddet af nikotinprodukter stort.
De lovlige produkter kan købes i supermarkeder, kiosker og tankstationer, mens de ulovlige produkter, der ofte tilbydes i mange smagsvarianter, der appellerer til unge, sælges mellem venner, gennem sociale medier og i nogle tilfælde også i butikker.
- Produkterne ser uskyldige ud. Derfor er der desværre mange helt unge, som får lyst til at prøve. Problemet er, at nikotin er et af de mest afhængighedsskabende stoffer, du kan indtage. Derfor bliver brugen af nikotin hurtigt noget, du skal have hver dag, og det er svært at stoppe igen, fortæller Sonja Trabjerg Bjørnø.

Sådan kan du få hjælp
Rødovre Kommune samarbejder med de øvrige kommuner på Vestegnen og Sydamager om en nikotinfri fremtid gennem partnerskabet "Klar livet – uden røg og rusmidler".
Hvor kan du få hjælp til dit nikotinstop?
Send en sms med teksten 'nikotinfri' til 1231, så bliver du ringet op af en rådgiver.
Kontakt Rødovre Sundhedscenter, Rødovre Kommune: Sundhedscenter
Ring til Stoplinien på telefon: 80313131
Få gode råd til dit stop på www.break-up.dk
Hvad gør jeg, hvis mit barn bruger nikotin?
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet guiden 'Tal med dit barn og røg og nikotin' med gode råd til forældre. Find guiden hos Sundhedsstyrelsen.
Klublegende bakker op
Ifølge Rødovre Sundhedscenter tror mange unge fejlagtigt, at snus fremmer sportspræstationer, og det kan friste unge atleter til at prøve det. Især i ishockey er snus populært, og derfor er der også stor opbakning til projektet fra Rødovre Mighty Bulls' direktør Olaf Eller.
- Vi vil gerne være med til at forebygge, at unge spillere begynder at bruge snus eller andre nikotinprodukter, og vi vil også gerne sikre, at vores spillere og fanskare ved, at de kan få hjælp til at stoppe, hvis de ønsker det, siger Olaf Eller om årsagerne til, at ishockeyklubben samarbejder med Rødovre Sundhedscenter.
