Hvis du har prøvet at køre ad Peder Oxes Allé i myldretiden, har du formentligt også set de alenlange køer af biler fra indkørslerne til Novo Nordisk, Foss og Fujifilm, hvor medarbejderne om eftermiddagen holder i kø for at komme ud på Peder Oxes Alle og starte pendlerturen hjem. Men nu kan der være hjælp på vej.
- Ombygningen af rundkørslen ved Peder Oxes Allé til et signalreguleret kryds starter snart og forventes at lette trafikken betydeligt ved Novo Nordisk og Fujifilm.
- Første etape omfatter nat- og weekendarbejde med ledningslægning, hvor mindst ét spor altid holdes åbent for gennemkørende trafik.
- Ændringer i adgang til virksomheder langs strækningen vil forekomme under anlægsperioden, hvilket kan påvirke medarbejderpendling.
- Projektet inkluderer også anlæggelse af cykelsti og busstoppesteder, hvilket forventes at forbedre den samlede infrastruktur betydeligt.
Novo Nordisk og Fujifilm har nemlig taget sagen i egen hånd og betaler for ombygningen af rundkørslen mellem Peder Oxes Allé, Brennum Park og Jernaldervejen. I stedet for en rundkørsel bliver det til et signalreguleret kryds, og forventningen er, at det vil lette på afviklingen af trafikken - så om et års tid kan det måske blive lettere for de mange medarbejdere på de store virksomheder at komme hjem fra arbejde.
Det nye kryds får fire gennemgående spor, to i hver retning, samt svingbaner til både højre og venstre. Et signalreguleret kryds kan håndtere mere trafik end en rundkørsel, oplyser Hillerød Kommune.
Arbejdet går i gang om få uger, og samtidig går Hillerød Kommune, også i gang med et vejprojekt og udvider vejen mellem det nye kryds og rundkørslen Peder Oxes Allé, Egespurs Allé og Hillerødmotorvejen til fire spor. Arbejdet forventes at være færdigt i marts 2027.
Vejdirektoratet er i gang med at udvide Hillerødmotorvejens Forlængelse, så der også bliver mere plads her.
Læs også
- Nu er der godt nyt til Novos ansatte
- Her er byrådets løsninger på trafikkøer og trængsel: - Vi har taget det lange lys på
Mindst et spor at køre på
I vejarbejdets første etape lægges der ledninger på tværs af Peder Oxes Allé. Dette arbejde foregår primært om natten og i weekender. I denne periode vil trafikanter opleve, at de skal vige for modkørende trafik enkelte steder, oplyser Hillerød Kommune. Når ledningsarbejdet er færdigt, begynder selve vejanlægget. Her anlægges også en cykelsti til stitunnelen vest for krydset og nye busstoppesteder.
Under hele anlægsperioden vil der altid være mindst et gennemkørende spor i hver retning. Adgangen til virksomheder som Novo, Fujifilm og Foss vil i perioder være ændret.