Damhusets butiksbygning fra 1891 ud mod Lyngby Hovedgade har tidligere været købmandsbutik og herefter brændselshandel.
I 1974 blev den lejet af en gruppe kunsthåndværkere, som i 1976 startede kollektivbutikken ”Damhuset Kunsthåndværk”.
Reddet fra nedrivning
Den Gule Længe langs med Mølleåen skulle have været revet ned, da den nye hotelfløj i 1970 blev opført, men i stedet kom der forslag frem om, at bygningen skulle bevares og bruges som værksteder af lokale kunsthåndværkere.
Borgmester Ole Harkjær greb ideen. Det passede fint ind i hans ønsker om at skabe liv i Lyngby Hovedgades baggårde, og i 1978 blev længen langs med Mølleåen ombygget til værksteder, der blev udlejet til kunsthåndværkerne i tilknytning til Damhuset.
Til venstre i billedet ses husrækken Lyngby Hovedgade 14-22, som blev revet ned i 1964 for at give udsigt til det kommende Stadsbibliotek, som blev indviet i 1968.
Lyngbys største virksomhed
Bag ved træet til højre lå den tidligere gardinfabrik, Dansk Gardin & Textil Fabrik. Fabrikken var engang Lyngbys største virksomhed.
De to stadig eksisterende bygninger blev opført i årene 1892-1913 og omfattede desuden en tredje bygning fra 1912, som dog brændte i 1961.
Da fabrikken blev bygget, var tekstilindustrien det dominerende erhverv i Lyngby-Taarbæk, og Lyngby var det eneste sted i Danmark, hvor der blev fremstillet stof til gardiner.
Gardinfabrikken fremstillede desuden store partier af bomuldstøj til blandt andet sengetøj. I dag er der kontorlokaler i de gamle fabriksbygninger.
De gamle bygninger minder os om den spændende historie, som vi omgiver os med i Lyngby-Taarbæk.