Minister vil sænke nitrat-grænse i drikkevand for at forebygge kræft

Ifølge ekspertgruppe kan det forhindre op mod 70 tilfælde af tarmkræft om året, hvis grænseværdi sættes ned

Miljøminister Magnus Heunicke (S) er klar til at sænke grænseværdien for nitrat i drikkevandet i Danmark.

Det siger ministeren til DR, efter at en ekspertgruppe nedsat af Miljøministeriet har anbefalet at sænke grænseværdien fra 50 milligram til 6 milligram per liter.

Ifølge ekspertgruppen vil det kunne forebygge 50 til 70 tilfælde af tarmkræft om året i Danmark.

- Når ekspertgruppen, som jeg selv har nedsat, kommer med denne klare anbefaling, så er vi nødt til at følge den, siger Magnus Heunicke til DR.

Han kalder det desuden en "hastesag".

Ekspertgruppen kom med sine anbefalinger i december 2025.

Her oplyste brancheorganisationerne Danva og Danske Vandværker, at 215 vandværker har et gennemsnitligt nitratindhold på over seks milligram per liter over tre år.

Ifølge organisationerne vil en ny grænseværdi på seks milligram per liter have konsekvenser for omkring ti procent af den samlede almene drikkevandsforsyning i Danmark.

Nitrat i drikkevandet stammer primært fra brug af kvælstofgødning i landbruget.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...