Til juni lægger den lille, hyggelige havn igen mole til musikfestivalen Havblik. På få år er det lykkedes folkene bag at få stablet en populær og gratis festival på benene, og én bestemt gruppe har en stor del af æren for det.
- Havblik Festival på Bogø Havn fejrer sit fem-års jubilæum den 19. og 20. juni, fredag og lørdag, i år med forventning om 1000 daglige gæster.
- Festivalen tilbyder gratis koncerter og aktiviteter, takket være omfattende fondsstøtte og støtte fra lokale frivillige.
- Økonomien holdes i balance gennem indtægter fra mad- og drikkevaresalg samt salg af støttearmbånd.
- D/Troit og Tako Lako er de første offentliggjorte navne til årets festival, som vil præsentere både upcoming og etablerede artister.
- Festivalens struktur er muliggjort af stærk lokal opbakning og kan følges på havblikfestival.dk eller Facebook.
Det er den 19. og 20. juni, at Havblik Festival finder sted på Bogø Havn, og denne gang er der tale om festivalens fem-års jubilæum. Trods den forholdsvist beskedne alder er det med årene lykkedes festivalen at tiltrække op mod 1000 gæster hver dag, hvor folk efter lyst og tid kan komme og gå, som det passer dem.
Kultur skal være gratis
Festivalens bands - dem er der omkring ni af hvert år - er nemlig ganske gratis at lytte til, ligesom de øvrige aktiviteter på havnen såsom en børnefestival og kunstneriske indslag er det.
- Det har hele tiden været tilgangen til det, at kultur skal være gratis og tilgængelig for alle fra nær og fjern, siger Hege Bjørnsdatter, der er med i styregruppen bag Havblik Festival.
At holde festivalen gratis stiller krav til folkene bag og deres evner til at rejse penge fra fonde. I år har man blandt andet fået et velkomment tilskud fra Kulturstrømmen.
Derudover er man helt afhængig af, at gæsterne på havnen tager både sulten og tørsten med, når de besøger festivalen.
- Alt, hvad vi tjener, går til næste års festival, så vi har brug for, at folk køber især drikkevarer men også mad, siger Hege Bjørnsdatter.
Sælger støttearmbånd
En anden indtægt er salg af støttearmbånd, og på alle fronter oplever festivalen en stor vilje blandt deltagerne til at bakke op.
- Støttearmbåndene er en vigtig indtægt for os, men vi oplever også, at gæsterne gerne vil købe dem, fordi de ved, at vi ikke kan holde sådan en festival uden indtægter, siger Hege Bjørnsdatter.
Opbakningen kommer ikke kun fra gæsterne men også fra de lokale, der er flittige til at byde sig til som frivillige, påpeger hun. Det er ikke mindst dem, der har en stor del af æren for, at festivalen er blevet en succes:
- Det er en stor opgave at holde Havblik, men vi oplever heldigvis, at der er mange frivillige, der gerne vil hjælpe til. Det er noget af det, der er så fedt ved at bo på Bogø - at der er så mange, der gerne vil bidrage til, at der sker noget, siger hun.
To navne klar
Havblik Festival har netop offentliggjort de to første navne, der optræder i år: D/Troit og Tako Lako. Senere vil flere navne drypvis blive præsenteret, og det vil ifølge Hege Bjørnsdatter følge samme skabelon, som man har brugt de foregående år:
- Ambitionen er en festival med både upcoming, etablerede og lokale navne, siger hun.
Man kan følge den videre planlægning af festivalen enten på hjemmesiden havblikfestival.dk eller på Facebook.