Sophie sætter rammerne for et medborgerhus på Islev Bibliotek

Sophie Ullerup er projektkoordinator og skal hjælpe Islev Bibliotek med at blive medborgerhus. Foto: Heidi Engelund Friis

Sophie Ullerup er projektkoordinator og skal hjælpe Islev Bibliotek med at blive medborgerhus. Foto: Heidi Engelund Friis

Islev Bibliotek var lukningstruet i 2019, men den trekantede bygning er der endnu på Rødovrevej 450. En underskriftindsamling, protester fra borgerne og lyttende politikere gjorde, at biblioteket blev reddet. Næste skridt er at forvandle biblioteket til et medborgerhus.

”Jeg er helt ny på Islev Bibliotek, hvor jeg startede 3. januar som medborgerhus-koordinator,” smiler Sophie Ullerup og byder på en kop kaffe i køkkenet.

Med et tilskud på 250.000 kroner fra kommunekassen skal hun arbejde i et år på et projekt, der skal gøre Islev Bibliotek til et medborgerhus for alle.

”Det er politisk besluttet, at man skal videreudvikle Islev Bibliotek til et medborgerhus, men medborgerhus kalder vi os dog ikke endnu,” forklarer Sophie Ullerup, der er faldet pladask for Islev.

Fire temaer blev vendt

For et års tid siden afholdt Rødovre Kommune workshops med fire temaer, der nu skal afprøves i virkeligheden på vejen til et medborgerhus.

”Der var temaer om det grønne område omkring biblioteket, kultur og musik og dannelse, medborgerhus på tværs af generationer og biblioteket som socialt og uformelt mødested for borgere og foreninger,” opremser Sophie Ullerup.

Selv har hun en baggrund indenfor byudvikling, samskabelse og kulturproduktion.

Sophie Ullerup sidder og kigger ud gennem vinduet, mens hun fortæller om projekt medborgerhus.

”Stedet ved biblioteket er fredet, men der kunne man lave en naturlegeplads, bålplads og måske en have i nogle plantekasser, men intet er besluttet endnu. Jeg vil plukke lidt fra workshopsene og lave fire arrangementer og ser hvordan opbakningen er,” siger hun.

Det første arrangement var en aften med mad og brætspil, der blev afholdt 3. marts med fin tilslutning, oplyser hun.

”Vi afprøver, hvad der kan lade sig gøre. Vi har lige købt en ny kaffemaskine, så man kan mødes over en kop kaffe og en god snak. Jeg håber, der opstår nye ideer, når folk er her,” siger hun.

Folk stod i kø

En af ideerne er allerede blevet så stort et hit, at den månedlige lørdag slet ikke er nok, mener flere borgere. Der er tale om repair cafeen, der afholdes den første lørdag i måneden

”I starten stod folk i kø uden for biblioteket for at være med,” siger hun.

Den vigtigste ingrediens for at et arrangement bliver en succes er de frivillige, uden lokal opbakning duer det ikke, understreger hun.

Derfor er Sophie Ullerup allerede på jagt efter frivillige, og alle der har lyst må gerne melde sig på banen. Projektet ’Medborgerhus’ mangler også to borgerrepræsentanter til følgegruppen, der også tæller to personer fra kommunen og lederen af Rødovre Bibliotek.

”Man er velkommen til at ringe eller maile til mig. Jeg er på Islev Bibliotek to dage om ugen,” siger hun.

Sophie Ullerup kan kontaktes på mail: cn29686@rk.dk eller på telefon: 3637 8500

”Jeg glæder mig til at komme rigtig i gang med arrangementer,” siger hun og kigger ud over det store, grønne område med hængekøjer, et ’tingsted’, borde og bænke, der alt sammen skal i spil på vejen til et medborgerhus i Islev på Rødovrevej 450.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...