Hvordan har kongehuset ændret sig, siden Margrethe abdicerede, og kong Frederik og dronning Mary blev regentpar?
Det gav Thomas Larsen, journalist, forfatter, politisk kommentator og kongehusekspert, et indblik i ved et arrangement i Ubby Forsamlingshus.
Familie og Samfund Kalundborg Kredsen havde inviteret til vintermøde, og her tog Thomas Larsen blandt andet udgangspunkt i dronning Margrethes sidste nytårstale. Hvor hun valgte at abdicere.
Hendes overbevisning var at blive til det sidste, men i forbindelse med den store rygoperation, var styrken ikke tilstrækkelig for fortsættelse.
Der er stadig stor opbakning til kongehuset. Kong Frederik er særdeles populær, og Thomas Larsen nævnte blandt andet Frømandskorpset, Siriuspatruljen og den gode relation til Grønland. Dronning Mary har udfyldt og udfylder sin rolle, hvor blandt andet Mary Fonden blev nævnt.
Han fortalte også, at både dronning Margrethe og kong Frederik begge var usikre på de forventninger, der var til opgaven. Kong Frederik havde et godt holdepunkt, en mentor i sin mormor dronning Ingrid.
Efter foredraget var der flere spørgsmål. Blandt andet om kongeparrets børn, kronprinsens personlighed, apanage, prins Henriks sygdom og den svære tid for dronning Margrethe og familien.