I lige knap en uge har man kunnet skøjte og bevæge sig rundt på et markeret stykke af den tilfrosne Sorø Sø. Og selvom sneen i skrivende stund daler flere steder i landet, så er Sorø Sø nu blevet lukket for al færdsel igen.
Det fortæller Jakob Meibom, der er isinspektor ved Sorø Akademi.
- Da jeg var ude tidligt lørdag morgen og har målt isen, kunne jeg se, at der var begyndt at lægge et lag af vand oven på isen i kanten af søen. Det kan godt være, at det stadig er muligt at gå på isen, men den er ikke lige så fast, som den tidligere har været. Derfor har vi valgt at lukke den, siger isinspektor Jakob Meibom ved Sorø Akademi.
Isen skal være 13 centimeter tyk, før offentligheden må begive sig ud på den, og tidligere på ugen var den nogle steder helt op mod 18 centimeter tyk, fortæller isinspektoren.

Da Jakob Meibom åbnede for færdsel på Sorø Sø for omtrent en uge siden, var det for første gang siden 2011.
Men der skal formentlig ikke gå så lang tid igen, før skøjteglade soranere endnu engang kan bevæge sig ud på Sorø Sø.
- De første dage af vinterferien kommer temperaturen til at ligge omkring 0 grader, men sidst på ugen falder temperaturen igen. Så håber jeg, at vi igen kan åbne, fortæller Jakob Meibom og tilføjer, at der er mange, som i løbet af ugen har været ude og benytte muligheden for at gå på Sorø Sø.