Milliard-projekt for landsholdet får grønt lys - her skal de være

DBU har meddelt, at det storstilede projekt for dansk landsholdsfodbold nu kan sættes i gang.

Kenneth Reeh præsenterede det storstilede landsholdsprojekt, Hele Danmarks Klubhus, ved Høje-Taastrup Kommuns erhvervskur i januar.

Kenneth Reeh præsenterede det storstilede landsholdsprojekt, Hele Danmarks Klubhus, ved Høje-Taastrup Kommuns erhvervskur i januar.

Foto: Kasper Ellesøe

Et hovedkvarter i Høje-Taastrup og ni regionale fodboldcentre. Pris? 1,2 milliarder kroner. Det er det projekt, der er udsigt til at blive opført i det, som DBU kalder Hele Danmarks Klubhus. 

Det skriver DBU på sin hjemmeside.

En række store aktører står bag finansieringen af projektet, herunder LEGO Fonden, Lars Larsen Group A/S og Den A.P. Møllerske Støttefond samt gennem samarbejde og partnerskaber med Høje-Taastrup Kommune, AP Ejendomme og Scandic Hotel A/S.

DBU's formand, Jesper Møller, glæder sig over at kunne dele unionens blåstempling af projektet:

- Hele Danmarks Klubhus bygger på tre søjler, der alle samlet udgør et stærkt fundament for vores ambitiøse mål om at styrke fællesskaber og børns trivsel gennem fodbolden og sikre rammerne for den fortsatte udvikling af vores mange aktive i dansk fodbold. Vi har talt meget om det, men nu kan vi endeligt gå i gang med at føre det ud i virkeligheden, siger Jesper Møller.

Fodbold-mekka

Da Sjællandske Nyheder talte med fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck (K) ved seneste byrådsmøde, var der optimisme at spore omkring projektet:

- Det sætter Høje-Taastrup på landkortet på en unik og fantastisk måde. DBU har 16-17 forskellige landshold. Det vil sige, at det vil være et sted, hvor der er aktivitet hele tiden, og hvor der også er planer om at invitere de lokale fodboldklubber ind, sådan at nogle af vores unge får lov at træne på faciliteterne, sagde han ved den lejlighed.

Fodboldcentrene forventes at stå klar fra slutningen af 2027 og i løbet af 2028. Fodboldcentret i Høje Taastrup forventes at stå klar i 2029 i forbindelse med Campus, og det glæder fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck.

- Nyheden om, at DBU nu har lagt sig fast på beliggenheden hos os, er helt fantastisk. Når hele anlægget er klar til brug, så vil det sætte vores kommune på landkortet på en helt ny måde. Det er samtidig utroligt vigtigt, at DBU har et stort ønske om at invitere vores lokale idrætsklubber til at anvende de fantastiske faciliteter, herunder adskillige kunstgræsbaner og træningsanlæg. Det bliver derfor samlet set et fantastisk løft af vores foreningsliv, at DBU har valgt at placere deres mange aktiviteter hos os, siger fg. borgmester, Kurt Scheelsbeck.

I et par år har DBU været ude med deres planer om projektet. Det blev præsenteret på en mark i Høje-Taastrup i sin tid.
I et par år har DBU været ude med deres planer om projektet. Det blev præsenteret på en mark i Høje-Taastrup i sin tid. Foto: Allan Nørregaard (arkiv)

Med projektets godkendelse følger også en bestyrelse til det. Administrerende direktør for Hele Danmarks Klubhus, Kenneth Reeh, ser den godkendte bestyrelse som et vigtigt fundament for den videre udvikling, lyder det i pressemeddelelsen.

- Med DBU’s godkendelse af hele programmet og en stærk bestyrelse på plads står Hele Danmarks Klubhus på et solidt fundament. Bestyrelsen repræsenterer både værdier, erfaring og beslutningskraft, og den giver os de bedste forudsætninger for at omsætte ambitioner til konkrete tilbud, der styrker frivillige, fællesskaber og børns trivsel i og omkring fodbolden, siger han.

I januar holdt Kenneth Reeh et oplæg for erhvervslivet i Høje-Taastrup. Her fortalte han om projektet og hvorfor man valgte Høje-Taastrup Kommune.

- Vi har været i Herning for at kigge, men endte i Høje-Taastrup. Det var vigtigt, at det ikke var for langt for lufthavnen og samtidig tæt på Parken. Samtidig er Høje-Taastrup en velfungerende kommune, hvor det er nemt at komme til, for det skal det være, sagde Kenneth Reeh.

- Den sidste afgørende faktor er, at der på det stykke jord, vi køber, er natur på området. Vi kan gøre, hvad vi vil og forme det, som vi vil, sagde Kenneth Reeh.

Udover centret og basen i Høje-Taastrup, åbner også regionale centre i Aalborg, Holstebro, Silkeborg, Vejen, Odense, Nykøbing Falster, København og Rønne.

Den endelige politiske godkendelse af projektet af Høje-Taastrups byråd afventes endnu.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...