Succesen fra sidste år gentages, når brandstationen og kirken i Skibby inviterer til fastelavn.
- Vi var vel over hundrede børn og voksne sidste år, som først gik til gudstjeneste og efterfølgende slog katten af tønden ovre på brandstationen. Det blev en god dag for alle, så det vil vi gerne gøre igen, siger sognepræst Jakob Holm.
Stationsleder på Skibby Brandstation, Michael Thomsen, stemmer i:
- Det er altid dejligt med besøg på brandstationen, og igen i år vil vi rulle bilerne ud af garagen og åbne dørene, så både børn og andre nysgerrige sjæle kan stige ind i billerne og se vores materiel.
Det er på søndag den 15. februar, at der inviteres til fastelavn.
Klokken 10.30 byder Jakob Holm indenfor i kirken til en fastelavnsgudstjeneste.
– Hvorfor holder vi fastelavn? Hvorfor klæder vi os ud? Burde vi faste? De spørgsmål vil jeg komme ind på i min prædiken, så vi ligesom har historien med, når vi bagefter skal slå katten af tønde - og hvorfor gør vi egentlig det?
Brandstation
Efter gudstjenesten går man over Selsøvej til Skibby Brandstation, hvor køllerne svinges fra klokken cirka 11.30. Her er alle naturligvis også velkomne:
- Vi sætter tre tønder op, fortæller stationsleder Michael Thomsen og tilføjer:
- Én til de mindre børn, én til de større børn og én tønde til de voksne. Der er en krone til både til kattekonger og dronninger - og slik og mandariner til alle. Når tønderne er slået ned klokken cirka 12-12.30, inviteres der på fastelavnsboller i sognegården overfor brandstationen.
Her serveres der også saft, kaffe og the.
- Alt i alt håber vi på et par gode timer sammen – og husk – udklædning er meget velkomment både i kirken og på brandstationen, lyder det samstemmende fra Michael Thomsen og Jakob Holm.

