Vejchef: - Lige nu er vi igennem det værste

Nu venter oprydningen.

Sneen har givet store udfordringer torsdag og fredag.

Sneen har givet store udfordringer torsdag og fredag.

Foto: Mille Holst

Det var en træt Kim Meyer, tilsynsførende for vejberedskabet, som fredag formiddag satte sig ind i sin bil for at køre hjem og holde fri. Over en uges kamp mod sne og fygning har sat sit præg på både ham og hans beredskab - men man er ikke helt kommet i mål endnu.

Den Korte Version
  • Kim Meyer fra vejberedskabet i Vordingborg Kommune vurderer, at kommunen for nu er igennem det værste snevejr og snerydning.
  • Alle klasse 1 veje er ryddede, mens der stadig er hindringer på klasse 2, 3 og 4 vejene.
  • Tøvejret har gjort sneen tung, og gummigeder bruges nu i stedet for traditionelle sneryddere.
  • Kim Meyer roser vejmedarbejderne for deres hårde arbejde under de vanskelige vejrforhold.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

For selvom Kim Meyer fredag mener, at man nu kan se lys for enden af tunnelen i forhold til vinterberedskabet i Vordingborg Kommune, så er det som bekendt svært at spå om fremtiden.

- Lige nu er vi igennem det værste, og i de kommende dage kommer det til at handle om oprydning, siger Kim Meyer, der gætter på, at man er færdig med at rydde alle veje onsdag i næste uge.

Fredag formiddag var situationen i kommunen den, at alle klasse 1 veje var helt ryddede.

- På klasse 2 vejene er der enkelte, der halter lidt, men langt de fleste er fremkommelige. På klasse 3 veje er nogle strækninger stadig lukket, og klasse 4 vejene er helt lukkede, siger Kim Meyer.

Samtidig var det begyndt at tø en smule, hvilket gjorde sneen ekstra tung, så de normale sneryddere ikke alle steder kunne klare opgaven, men man i stedet har måttet sætte gummigeder ind.

Der ligger stadig meget sne rundt omkring, og hvis tøvejret tager til, kan det give udfordringer i form af store mængder vand, der skal ledes væk fra vejene, men så galt forventede Kim Meyer fredag ikke, at det ville gå.

- Så skal plusgraderne blive en del højere, siger han.

Han advarede dog på det tidspunkt også om, at hvis plusgraderne slår om til minusgrader igen, og saltet, som er blevet spredt på vejene, når at blive vasket væk, kan det give problemer med glatte veje.

Kim Meyer opfordrer fortsat borgerne til at tage bestik af situationen, inden de bevæger sig rundt i kommunen:

- Prøv så vidt muligt at undgå småvejene, og tag hellere en omvej, hvis man skal nogen steder hen, siger han.

Mens vinden indtil har lagt sig, er der udsigt til, at den tager til igen om nogle dage. Det forventer Kim Meyer ikke bliver et lige så stort problem i forhold til fygesne, som det har været de seneste mange dage. Det skyldes at tøvejret danner en hinde over sneen, som bliver tungere og dermed ikke så tilbøjelig til at flyve væk.

Spørgsmålet er så, hvor længe den nuværende situation med kun stedvis sne kan holde - og om vi har mere kraftig sne i vente sidst på næste uge.

- Så langt frem i tiden forholder jeg mig ikke til. Det kan ændre sig fra den ene dag til den anden, siger Kim Meyer.

Det er ikke kun ham selv, der er ved at være træt af de mange dages kamp mod vejret. Det er også medarbejderne, som får stor ros for indsatsen:

- Der er nogle af dem, der er virkelig trætte nu. Vi har drevet rovdrift på dem i de seneste 10 dage, så de er ved at være godt møre, siger Kim Meyer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...