Snerydning - Hvad gør kommunen, og hvad skal du selv gøre?

Kommunen rydder sne på vejene i en prioriteret rækkefølge.

Sneplov på arbejde på Halsebyvej tidlig fredag i Korsør.

Sneplov på arbejde på Halsebyvej tidlig fredag i Korsør.

Foto: Søren Arildsen

Det sidste døgn er sneen væltet ned og skabt store problemer for gående, cyklister og bilister. På stort set alle veje har der været snemæssige udfordringer. Slagelse Kommune har i mange timer haft gang i det helt store snerydningsmateriel. Men ikke alle steder har sneploven været forbi. Det er der en god grund til.

Kommunen prioriterer nemlig at få ryddet de vigtigste veje først. Vigtige veje er de veje, der forbinder byer, er større indfaldsveje eller vigtige i forhold til f.eks. sygehuse, brandstationer m.v. 

Kommunen har af samme årsag inddelt vejene i fire forskellige klasser alt afhængig af, hvor vigtigt det er at få gjort dem farbare.

De veje som betegnes som Klasse 1 og Klasse 2 er de veje, som først bliver ryddet.

  • Klasse 1 er Fx motorveje, indfaldsveje, omfartsveje, veje til hospitalet eller brandstationer mv.
  • Klasse 2 er Fx veje mellem byer eller kvarterer i større byer, veje i industri- og boligområder, vigtige P-pladser mv.
  • Klasse 3 er Fx boligveje og veje på landet, øvrige P-pladser mv.
  • Klasse 4 er Fx veje til enkeltbrugerområder og mindre boligveje
Kortet viser, hvordan Slagelse Kommune har inddelt vejene i forskellige klasser afhængig af, hvor vigtige de er at få ryddet.
Kortet viser, hvordan Slagelse Kommune har inddelt vejene i forskellige klasser afhængig af, hvor vigtige de er at få ryddet. Foto: Slagelse Kommune

Det skal du selv gøre når sneen falder

Det er ikke bare kommunen, der har et ansvar for at vejene er farbare, når sneen falder. Er du husejer, så har du selv et ansvar for at få ryddet sneen væk.

Kravene for snerydning gælder i tidsrummet mellem klokken 07 og 22 på hverdage og lørdage og mellem klokken 08 og 22 om søndagen.

Er du ikke hjemme, kan man selvfølgelig ikke fjerne sneen. Men når du kommer hjem, så skal sneskovlen frem, og du skal i gang med at rydde.

Skulle uheldet være ude, og falder en person og kommer til skade i det område, som du har ansvar for, så vil du også have et erstatningsansvar, hvis der ikke er ryddet for sne, gruset eller saltet.

Husejere er normalt dækket ind via husets ansvarsforsikring. Men har du ikke en sådan eller dækker forsikringen ikke den type skader, så skal du selv til lommerne.

Har du til gengæld ikke direkte adgang til et fortov, har du heller ikke pligt til at salte eller gruse og rydde sne.

På landet og i flere villakvarterer ejer grundejerne selv vejene. Kommunen rydder derfor ikke sne på private fællesveje.

Bor du på en privat fællesvej, og vil du have vejen ryddet for sne, er det dig og de andre grundejere langs vejen, der skal gøre det.

Du har samme pligter til at rydde sne og salte eller gruse fortovet ud for din ejendom på en privat fællesvej, som du har på kommuneveje.

Du har selv et ansvar for at få ryddet sneen væk.
Du har selv et ansvar for at få ryddet sneen væk. Foto: Jan Sommer

Hvad gør du af sneen?

Du kan ikke bare skovle sneen ud midt på vejen og så efterlade den der med håb om, at en sneplov lige kommer forbi og skraber den væk.

Du må heller ikke placere sneen på cykelstier, ved busstoppesteder og fodgængerovergange.

Du må heller ikke skovle sne op ad brandhaner, elskabe eller trafiklys.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...