Torsdag den 4. juni 2026 ankommer Kongeskibet Dannebrog til Holbæk, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Besøget markerer afslutningen på årets sommertogt, hvor kongeparret forinden har besøgt Odense og Norddjurs Kommuner.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen er forventningsfuld.
- Vi ser meget frem til at byde kongeparret velkommen til Holbæk Kommune. Vi er stolte over, at deres majestæter har valgt vores kommune som en del af årets sommertogt. Det bliver en fantastisk og varieret dag, som giver os mulighed for at vise nogle af alle de initiativer og lokale kvaliteter frem, som vi er stolte af. Samtidig bliver det en særlig dag for vores kommune, hvor jeg håber, at mange borgere vil bidrage til en varm velkomst og en festlig dag, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen i en pressemeddelelse.
Planlægning og program
Planlægningen af besøget er begyndt. Flere detaljer om dagens program vil blive offentliggjort senere.
Sidste gang Kongeskibet Dannebrog besøgte Holbæk Kommune under et sommertogt var i 2013. Dengang gæstede H.M. Dronning Margrethe og Prins Henrik Orø.
Kongeskibet har dog ligget i Holbæk Havn for ganske nylig, da dronning Margrethe sidste år i september lagde til for at besøge Holbæk Museum og se Gislingebåden.