Unge sosu'er i benhård træningslejr før DM

Claudia Van Eeden til venstre og Amalie Husmer til højre træner til DM i Skills til april.

Claudia Van Eeden til venstre og Amalie Husmer til højre træner til DM i Skills til april.

Foto: Presse

Lige nu er hverdagen afbrudt af hård træning for Claudia Van Eeden, 19 år, og Amalie Husmer, 21 år, som til daglig er social- og sundhedsassistentelever på Sosu H i Hillerød. 

De to er nemlig udvalgt til at være blandt de ti elever, der skal dyste om at blive Danmarksmester i sosu-faget ved DM i Skills i Hjørring til april.

Fra team til konkurrenter

- Lige nu er vi et team og træner sammen - men til DM er vi faktisk konkurrenter, fortæller Amalie Husmer i en pressemeddelelse.

Hun har meldt sig til konkurrencen for at udfordre sin faglighed og vise, at sosu-uddannelsen er meget mere end ”at vaske ældre mennesker”.

På 20 minutter skal deltagerne gennemspille en case og vise både høj sundhedsfaglighed og stærke menneskelige relationer. 

Amalie Husmer renser sår på
Amalie Husmer renser sår på "Nicoline", spillet af træneren Winnie fra Sosu H i Hillerød. Foto: Presse

Til dagens træning skal Amalie Husmer ”besøge” 19-årige Nicoline, der har diabetes og fået et sår på foden under dans. Amalie Husmer skal pleje såret og samtidig motivere Nicoline til at få en insulinpumpe. 

Får point undervejs

Nicoline spilles af træneren Winnie, hvor det til DM er professionelle skuespillere, der spiller borgerne.

Imens Amalie Husmer arbejder, sidder Claudia Van Eeden klar med clipboardet og giver point i opgavens mange delmål. 

Holdets anden træner, Susan, observerer for at kunne give feedback.
Amalie Husmer klarer dagens test flot med 33 ud af 36 mulige point – og inden for tidsrammen.

Jeg nyder at hjælpe mennesker. Jeg startede med at arbejde i butik, men mit fokus var mere på at hjælpe de ældre end på at sælge en vare.

Claudia Van Eeden, sosu-elev

DM i Skills forventer omkring 60.000 gæster i store haller, hvor 47 forskellige fag dyster samtidig. 

- Jeg glæder mig til, vi har overstået første dag. Så ved vi, hvordan det er at være der, og vi vil føle os mere sikre. For mig er det lidt grænseoverskridende at stå foran publikum, siger Claudia Van Eeden.

Hun har aldrig været i tvivl om sit uddannelsesvalg:

- Jeg nyder at hjælpe mennesker. Jeg startede med at arbejde i butik, men mit fokus var mere på at hjælpe de ældre end på at sælge en vare, fortæller Claudia Van Eeden.

En snoet vej 

For Amalie Husmer har vejen været mere snoet: 

- Jeg startede på Handelsskolen, men droppede ud og vidste ikke, hvad jeg skulle. Så fik jeg job på et plejehjem og fandt ud af, at jeg var god til - og virkelig nød - følelsen af at hjælpe et andet menneske. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...