Der er godt nyt til de mange børn og voksne, som gerne vil en tur på isen og nyde vintervejret. Egedal Kommune har nemlig fået foretaget ismålinger ved en række søer og vandarealer, og flere steder er isen nu tyk nok til, at man kan færdes på den.
Det drejer sig om Egedal By (ved Bæksager, red), Buresø, Brøndsmose og Ølstykke Bypark.
- Her er isen over fjorten centimeter tyk. Der opsættes skilte i områderne, som informerer om, at færdsel på isen sker på eget ansvar. Selvom isen kan bære, skal man stadig bruge din sunde fornuft og passe på både sig selv og andre, lyder det fra Egedal Kommune, som kommer med en særlig opfordring til dem, der vil en tur ud på Buresø.
- Vær opmærksom på, at færdsel på isen på Buresø kun er tilladt de første 75 meter ud fra bredden ved badebroen, lyder det fra Egedal Kommune.
Egedal Kommune foretager ismålinger hver anden dag og opdaterer løbende på sin hjemmeside og Facebookside.