Det har været en utroligt populær måde at komme fra A til B på for mange danskere, men nu er det snart et afsluttet kapitel.
Samkørselstjenesten GoMore har nemlig valgt at lukke ned for samkørsel i Danmark ved udgangen af februar 2026.
Det oplyser GoMore i en pressemeddelelse.
Her lægger de vægt på, at markedet har ændret sig gevaldigt, siden de i 2013 startede op som professionel virksomhed og tilbød, at man kunne dele sin tur på GoMore med andre fremmede mennesker og give et lift mod betaling.
Billige busruter
Blandt andet lyder det i pressemeddelelsen, at der er kommet flere langdistanceruter i Danmark, hvor FlixBus tilbyder billige busbilletter mellem landets største byer. Samtidig dalede konceptet og indtjeningen for GoMore i 2019-2021, da coronavirus hærgede herhjemme.
’Nu går den desværre ikke længere. For fortsat at kunne vokse som virksomhed og fokusere der, hvor vi for alvor kan gøre en forskel og indfri vores mission, er vi nødt til at træffe den svære beslutning at lukke samkørsel,’ skriver GoMore i pressemeddelelsen som er udsendt af CEO og Co-founder, Matias Møl Dalsgaard.
Utilgængeligt fra 1. marts
Man kan fortsat benytte sig af samkørselstjenesten frem til 28. februar. Her kan man indtil måneden ud både tilbyde et lift eller booke en siddeplads i bilen hos en anden, der har oprettet et lift på GoMore-appen.
Har man derimod allerede planlagt at tilbyde et lift efter 28. februar, vil de automatisk blive slettet igen. Brugerprofiler, login og konti slettes dog ikke, da GoMore fortsat vil tilbyde biludlejning samt nabo-til-nabo deling af biler.
Hvis man skal bruge sine kvitteringer fra tidligere lift, skal man desuden huske at hente dem ned senest 28. februar, for herefter vil de ikke længere være tilgængelige.