Borgmestre i oprør: Vil ikke have flere biler på Ring 4

Borgmestre fra syv kommuner afviser udvidelse af Ring 4 Nord og søger i stedet kollektiv transport.

Serdal Benli (SF) er borgmester i Gladsaxe fra 1. januar 2026.

Serdal Benli (SF) er borgmester i Gladsaxe fra 1. januar 2026.

Foto: Robert Hendel

Syv borgmestre er gået sammen om at sige nej til udvidelsen af Ring 4 Nord for bilernes skyld mellem Ballerup Byvej og Hillerødmotorvejen. Men de siger sammen ja til en lokalt tilpasset BRT-løsning. Borgmestrene ønsker ikke flere biler i byen, men vil gerne binde hovedstaden sammen med kollektiv transport. Nu har de skrevet et langt brev til transportminister Thomas Danielsen (V). Læs brevet her. 

Den Korte Version
  • Syv borgmestre siger nej til udvidelsen af Ring 4 Nord for biler, men støtter en BRT-løsning.
  • Borgmestrene ønsker kollektiv transport mellem Ballerup Byvej og Hillerødmotorvejen.
  • Transportministerens foreslåede seks-spors udvidelse kritiseres for at forværre trafikstøj og forurening.
  • Kommunerne opfordrer til at investere i busfremkommelighed i stedet for vejudvidelse.
  • Brev til transportministeren fremhæver hastigheden og mangler ved lovforslaget.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Der er to ben i projektet. Vejudvidelsen af Ring 4 Nord, men til fordel for hvem og hvor mange spor, er det ene. I Ring 4-korridoren rundt om København er det planen, at der skal køre en hurtig bus (BRT). Det er det andet ben, som kan komme til at have store konsekvenser i Bagsværd. 

Vejudvidelsen af Ring 4 Nord til bilernes fordel med seks spor, som er transportminister Thomas Danielsens (V) forslag, mener Serdal Benli (SF) ikke, at der er grundlag for.

- Vejdirektoratets egen analyse viser, at effekten af en vejudvidelse er lille. Og en vejudvidelse løser ikke hovedstadens trængselsproblemer, men vil resultere i flere biler, mere støj og vil underminere investeringer i kollektiv transport. Og vi ønsker ikke flere biler i vores by. I stedet ønsker vi, at hovedstaden skal bindes bedre sammen på tværs med god, kollektiv transport, så borgerne får et reelt alternativ til bilen, siger Serdal Benli i forlængelse af de syv borgmestres brev til ministeren. Se brevet nedenfor.

De syv kommuner Gladsaxe, Ishøj, Albertslund, Ballerup, Herlev, Høje-Taastrup og Furesø mener, at lovforslaget om en udvidelse af Ring 4 Nord er hastet igennem Folketinget på et ufuldstændigt grundlag.

Læs også

Men det betyder ikke, at der ikke kan komme til at køre en BRT i Ring 4-korridoren.

- Selve lovforslaget handler udelukkende om busbaner på den strækning, som løber på Ring 4 Nord mellem Ballerup og Hillerødmotorvejen. Og den strækning er allerede dimensioneret til at anlægge busbaner, så længe der ikke også udvides til biler. Der er et fælles ønske om at styrke den kollektive transport på strækningen. Det kan man gøre med i alt to spor til biler og to spor til busser, siger Serdal Benli (SF).

Læs borgmestrenes brev

Kære Thomas Danielsen 

På vegne af de syv kommuner langs den planlagte BRT-buslinje 400S, dvs. Furesø, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Albertslund, Høje-Taastrup og Ishøj kommuner, sendes hermed et fælles svar på din henvendelse af 19. december 2025 om spørgsmål vedrørende etablering af BRTbusbaner ifm. statens påtænkte udvidelse af Ring 4 Nord for biltrafikken. 

Mobilitet i hovedstadsområdet er en tværgående opgave og udfordring, og vi lægger vægt på, at der bliver skabt sammenhængende løsninger. Både på tværs af geografien og inden for rammerne af de enkelte transportformer. I 400S kommunerne er vi derfor glade for, at regeringen og Folketinget også har fokus på at styrke den kollektive trafik. 

Kommunerne ønsker ikke en generel udvidelse af Ring 4 Nord for biltrafikken 

Kommunerne ønsker at fremme kollektive transportløsninger og ser derfor en bedre samlet løsning i at omlægge Ring 4 Nord med et dedikeret BRT-tracé uden samtidig at tiltrække flere biler til samme korridor. Mere bilkapacitet vil alt andet lige øge biltrafikken og de afledte gener, herunder ikke mindst støj. Kommunerne ønsker ikke at fremme projekter, som øger biltrafikken i Ring 4-korridoren. 

Kommunerne vil også gøre opmærksom på, at trængselsudfordringer på strækningen i høj grad er bundet op på kødannelse og ventetid i kryds. Vi forstår lovforslaget sådan, at der overvejende er fokus på ekstra vejbaner til biltrafikken uden tilsvarende udvidelse af kryds, hvilket efter vores vurdering kun vil have en begrænset effekt i forhold til trængsel. 

Det fremgår af Miljøkonsekvensvurderingens resume side 28, at ”samlet er effekten dog lav sammenlignet med andre udvidelsesprojekter på motorvejene omkring de større byer”. Vi ser ikke mening i at udvide vejkapaciteten, når trængselsproblemerne primært er knyttet til kryds på strækningen. Midlerne kan anvendes bedre, f.eks. til at styrke den kollektive transport.

Kommunerne ønsker forbedret kollektiv transport på tværs 

Foreløbige beregninger fra Movia viser, at Ring 4 Nord er en flaskehals ift. bussernes fremkommelighed. Derfor støtter kommunerne op om, at statslige midler fra IP35 til BRT 400S bruges på busfremkommelighed på denne strækning – uanset hvilken BRT-løsning der i sidste ende besluttes og implementeres. 

Beregningerne fra Movia viser, at busfremkommelighed især er udfordret igennem kryds på strækningen. Det er derfor vigtigt, at der findes gode løsninger for busbaner og busprioritering i kryds. 

Der er fortsat en række uafklarede forhold vedr. forudsætningerne for kommunernes opbakning til BRT-busbaner. Trafikløsningerne i hovedstadsområdet har en langt mere tværgående og regional karakter end andre steder i landet, og derfor ønsker vi forsat at gøre gældende, at kommunale investeringer i BRT bør kunne lånefinansieres og holdes uden for anlægsrammen. Vi er fortrøstningsfulde om, at der kan findes gode løsninger på de problemstillinger for den resterende BRT 400S-linje, hvis det besluttes at anlægge BRT-busbaner langs Ring 4 Nord. 

Endelig vil vi nævne, at Movia på kommunernes foranledning har været i gang med at undersøge mulighederne for en ikke fuldt udbygget BRT – en BRT-light, der tager højde for lokale forhold. Movias undersøgelser viser, at der er gode muligheder for BRT-lignende tiltag, som øger fremkommeligheden og nedbringer rejsetiden på de øvrige dele af BRT 400S-ruten. De foreløbige beregninger viser også, at det vil være billigere end de scenarier, som Vejdirektoratet har set på. Kommunerne ønsker at fortsætte dialogen med Transportministeriet herom. 

Beslutningsprocessen er forhastet 

Selvom kommunerne har forståelse for den politiske kalender, og meget gerne ser, at BRTdagsordenen bliver fremmet, så finder vi, at der har været urimeligt kort frist til at komme med en tilbagemelding på så kompliceret et projekt. Det er meget utilfredsstillende vilkår for de nye borgmestre, byråd og faglige udvalg, som er tiltrådt per 1. januar 2026. 

Kommunerne gør opmærksom på, at der endnu ikke er besluttet en samlet løsning for BRT langs den nuværende 400S-buslinje. Kommunerne vil gerne tilkendegive, at vi støtter op om at styrke den kollektive trafik og at der alene anlægges busbaner langs Ring 4 Nord. Vi støtter derfor en etablering af busbaner på strækningen, men under forudsætning af, at det ikke kombineres med en vejudvidelse af Ring 4 Nord til biler, da det vil øge biltrafikken og de afledte gener herunder ikke mindst støj, samt udhule investeringerne i den kollektive transport. 

Vores klare opfordring skal være, at der ikke forhastes et lovforslag igennem Folketinget i foråret på et ufuldstændigt grundlag og uden dialog om løsningerne. Derfor foreslår vi, at lovgivningsprocessen sættes på pause, og at vi sammen arbejder videre med at finde løsninger, der kan styrke den kollektive trafik og fremkommeligheden i Hovedstadsregionen. 

Venlig hilsen 

Borgmester Serdal Benli, Gladsaxe Kommune 

Borgmester Merete Amdisen, Ishøj Kommune 

Borgmester Lars Gravgaard Hansen, Albertslund Kommune 

Borgmester Jesper Würtzen, Ballerup Kommune 

Borgmester Marco Damgaard, Herlev Kommune 

Fungerende borgmester Kurt Scheelsbeck, Høje-Taastrup Kommune 

Borgmester Nicolai Bechfeldt, Furesø Kommune

Kilde: Gladsaxe Kommune

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...