132 arbejdspladser forsvinder - en af byens største fabrikker lukker

En af Ringsteds største fabrikker lukker og slukker. Byen mister 132 arbejdspladser. Borgmesteren ærgrer sig.

En af Ringsteds største fabrikker, Schneider Electric, lukker produktionen.

En af Ringsteds største fabrikker, Schneider Electric, lukker produktionen.

Foto: Povl Arne Petersen

Schneider Electric lukker og slukker produktionen i Ringsted. Dermed forsvinder en af byens største fabrikker og 132 arbejdspladser.

Den Korte Version
  • Schneider Electric lukker deres moderne fabrik i Ringsted, hvilket resulterer i tab af 132 arbejdspladser.
  • Lukningen sker for at forbedre konkurrenceevnen, mens medarbejderne orienteres og får tilbud om enten flytning eller ny beskæftigelse.
  • Fabrikken har produceret elinstallationer siden år 2000 og har tidligere været kendt som Lauritz Knudsen.
  • Ringsted rammes hårdt, da dette sker kort efter at Danish Crown også lukkede, med 1.200 jobtab som følge.
  • Borgmester Andreas Karlsen udtrykker bekymring, men fremhæver positive tiltag, som nye butikker og væksten hos lokale virksomheder, på sin 30-års fødselsdag fredag.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Fabrikken har ligget i Ringsted siden år 2000 og beskrives som en af de mest moderne på sit område. Fabrikken producerer elinstallationer som blandt andet LK Fuga-stikkontakter.

Ifølge virksomheden skyldes lukningen et ønske om at styrke konkurrenceevnen og sikre en mere robust produktion fremadrettet, skriver TV 2 ØST, som var først med nyheden.

Medarbejdere orienteret

Dagbladet har været i kontakt med Schneider Electric, som ikke ønsker at stille op til interview. Virksomheden oplyser dog, at de ansatte er blevet orienteret om planerne.

Der er lavet aftaler med medarbejderrepræsentanter om afviklingen af fabrikken, som vil ske løbende over det næste års tid og være helt afsluttet i foråret 2027.

Alle medarbejdere vil i videst muligt omfang blive tilbudt overflytning til andre dele af koncernen. Blandt andet vil de få mulighed for at flytte med til udlandet, hvor produktionen bliver samlet.

Fabrikken har en del medarbejdere, som har været ansat i mange år – heriblandt flere, som har holdt 50-års jubilæum i virksomheden, der hed Lauritz Knudsen, indtil den blev sammenlagt med Schneider Electric i 2005.

Ansatte tilbydes rådgivning

Virksomheden vil sammen med et rådgivningsfirma hjælpe de medarbejdere, som ikke ønsker eller har mulighed for at skifte til et andet job i koncernen, med at finde nyt arbejde.

For Ringsted Kommune rammer lukningen ekstra hårdt, da det kun er godt et år siden, byens allerstørste virksomhed, slagteriet Danish Crown, lukkede. Dengang mistede 1.200 mennesker deres arbejde.

Det var så mange, at det har påvirket kommunens skatteindtægter, da mange slagteriarbejdere er flyttet fra kommunen. Borgmester Andreas Karlsen har netop meddelt, at kommunen skal spare 55 millioner kroner. Han har selv fortalt, at det blandt andet skyldes fraflytningen af de mange slagteriarbejdere.

Derfor kommer nyheden om lukningen af Schneider Electric på et meget dårligt tidspunkt. Det var ikke ligefrem den gave, borgmesteren havde håbet på at få på sin 30-års fødselsdag fredag.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at høre om lukningen. Heldigvis har vi både torsdag og fredag åbnet to nye butikker ved outletområdet med nye arbejdspladser. Samtidig har vi en række lokale virksomheder, der vækster og ansætter flere og flere. Jeg ved, at vores medarbejdere i jobcentret står klar til at hjælpe de ansatte hos Schneider videre i ny beskæftigelse. Lukningen bekræfter mig i, at det er vigtigt, at vi har et skarpt fokus på at tiltrække nye virksomheder til Ringsted og være offensive over for Christiansborg, når det kommer til placeringen af statslige arbejdspladser, siger borgmester Andreas Karlsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...