Rettelse
Det fremgik tidligere af denne artikel, at hele Diget var revet ned. Det er ikke korrekt. Der er stadig få butikker tilbage af de gamle butikstorv, blandt andet Tipskiosken.
6. februar klokken 07.00 åbner den splinternye 365discount ved Diget i Glostrup. Der vil være gaveposer til de første 50 kunder i køen og gratis kaffe til alle fra 06.15 til 09.30.
Diget er et område, der gennemgår en stor udvikling og ombygning i øjeblikket. Det gamle, nedslidte butikscenter er næsten revet helt ned. Der står stadig et par butikker tilbage. Den gamle 365discount, der lå under bowlinghallen, har dog været væk i et stykke tid. I stedet for et butikscenter bliver der bygget et nyt butikstorv, hvor en helt ny 365discount slår dørene op.
- Jeg glæder mig til at tilbyde gode indkøbsmuligheder for områdets beboere. Det bliver en butik, hvor alle kan komme og købe ind i hverdagen, siger Mia Petersen, der er ny butikschef i den nye 365discount. De seneste to år har Mia Petersen været butikschef i 365discount i Espergærde.
Ved Diget bliver der i øjeblikket opført en ny boligkarré med 277 moderne lejligheder samt grønne områder, parkeringshus og parkeringspladser. Den nye butik har et salsareal på 750 kvadratmeter.