Der var højt humør og sved på panden, da elever fra Vestskoven Gymnasium brugte deres frikvarter på at tage armbøjninger i en god sags tjeneste. Onsdag 28. januar afholdt elever fra innovationslinjen nemlig en armbøjningskonkurrence for at samle penge ind til børn, der lever i glemte kriser. Disse børn bliver der nemlig sat fokus på i årets Danmarks Indsamling.
- To af de elever, der har været med til at arrangere konkurrencen, er Johannes Bisted Nielsen og Adam Alam, der begge går i 2.g på innovationslinjen på hhx. Sammen med resten af deres gruppe har de kontaktet det lokale fitness ’Fit og Sund’, som donerede 50 øre per armbøjning og en præmie på tre måneders medlemskab til den elev, der kunne tage flest armbøjninger, skriver Vestskoven Gymnasium i en pressemeddelelse.
- Vi fandt selv på ideen til en armbøjnings-challenge, og så kontaktede vi Fit og Sund, som var friske på at donere nogle penge og sætte en præmie på højkant. Det er vildt fedt at lave et samarbejde med en rigtig virksomhed og arbejde med et projekt, hvor vi støtter et godt formål, siger Johannes Bisted Nielsen og Adam Alam.
En del af flere kreative indslag
Armbøjningskonkurrencen er ét ud af flere indslag, som eleverne arrangerer for at samle penge ind og gøre opmærksom på Danmarks Indsamling.
I løbet af januar har eleverne solgt kage, inviteret deres elevkammerater på en gådefuld oplevelse i et escape room, afholdt banko og uddelt falske p-bøder med en QR-kode til Danmarks Indsamling.
Indsamlingsprojektet er en del af et undervisningsforløb i socialt entreprenørskab og foretagsomhed, hvor underviser Elsebeth Klæstrup Nielsen har fulgt eleverne tæt.
- Det er fedt at se, hvordan elevernes engagement stiger, når de er en del af at gøre noget godt og give noget til nogen, som har brug for det. Når eleverne tager aktiv del i indsamlingen, giver det dem lyst og energi til at sætte ting i gang samtidig med, at de øger deres sociale opmærksomhed, siger altså Elsebeth Klæstrup Nielsen.
Indsamlingen på Vestskoven Gymnasium er en del af DK Changemakers, som er Danmarks Indsamlings ungeindsats. Eleverne fortsatte med at samle penge ind indtil lørdag 31. januar, hvor indsamlingsshowet sendes DR1.