Efter to bragende succeser med fulde huse i både Hårlev og Store Heddinge, inviterer Stevns Folkedansere nu til en række uformelle eftermiddage med "Drop-in Dans" i netop de to byer. Her er fællesskab, livemusik og højt humør i højsædet.
- Stevns Folkedansere afholder en række "Drop-in Dans" arrangementer efter succes i Hårlev og Store Heddinge.
- Det kræver ingen tilmelding, er gratis og åbner for alle, uanset danseerfaring.
- Arrangementerne fremmer fællesskab gennem dans, motion og nye sociale netværk.
- Der arrangeres fire drop-in dage på lørdage: 7. februar, 7. marts, 28. marts, og 25. april.
- De ugentlige dansehold på Store Heddinge Skole fortsætter som normalt.
Det startede med pizza, rødvin og et fyldt dansegulv i Hårlev, og succesen fortsatte i Tinghuset i Store Heddinge, hvor hele 50 danseglade deltagere mødte op for at prøve kræfter med de traditionelle trin. Den overvældende interesse har bekræftet foreningen i, at dansen kan noget helt særligt, når det kommer til at bringe folk sammen.

Kom med eller uden partner
Uanset om man er erfaren danser eller aldrig har taget et dansetrin før, er dørene åbne. Konceptet er enkelt: Det er gratis, kræver ingen tilmelding, og man behøver ikke have en partner med hjemmefra. Foreningen sørger for, at alle får en at danse med, uanset om man kommer alene eller tager naboen under armen.
Det handler om mere end blot trin; det er en kombination af motion, socialt samvær og muligheden for at danne nye netværk og venskaber. Som en deltager tidligere har beskrevet det: "Stemningen var præcis, som den skal være – let og charmerende".
For at holde takten ved lige hen over foråret rykker Stevns Folkedansere nu ud med fire drop-in arrangementer. Her er der lagt op til fire lørdage med sved på panden og smil på læben. Her kan man forvente dygtige og humoristiske instruktører, der guider alle trygt igennem dansen til tonerne af levende musik.

Hvis man ikke har lyst til at danse, er man også meget velkommen til blot at kigge forbi, lytte til musikken og nyde det gode selskab.
Der er Drop-in Dans fra klokken 13-00-16.00 den 7. februar i Mødestedet i Hårlev. Den 7. marts i Tinghuset i Store Heddinge, den 28. marts i Mødestedet i Hårlev og den 25. april i Tinghuset i Store Heddinge.
Udover de nye drop-in lørdage fortsætter de ugentlige hold for både børn og voksne på Store Heddinge Skole som sædvanligt, hvor alle også er meget velkomne.
Læs mere på stevnsfolkedansere.dk.
