Ringsted Museum og Arkiv byder i vinterferien både på kreaværksted og fantasifuldt børneunivers.
Tingstedet på Torvet danner mandag den 9. og tirsdag den 10. februar kl. 10.30-15 ramme om et decoupageværksted fyldt med magasiner, ugeblade og bøger.
I dem kan man finde billeder, klippe dem ud og lime dem på en papæske med låg. Resultater skulle gerne blive en fin æske med et helt personligt udtryk, som man kan tage med hjem.
Tilmelding er ikke nødvendig, og det er gratis at deltage.
Gennem kloakker og i butikker
Man kan også vælge at komme ind i varmen på museet på Ringstedvej og gå på opdagelse i det store børneunivers 'Mig & min ny' - en hel miniby for de 3-8-årige.
Museets guide er til stede mandag den 9., tirsdag den 10. og onsdag den 11. februar kl. 10.30-15 og fortæller historien om de mystiske væsner skygningerne, der bor i byen.
Her kan man kravle igennem kloakkerne, gå ind i byens butikker eller sælge pølser på torvet - eller kigge ind hos frisøren og prøve en ny frisure.
Museet byder også på en findeleg, som er velegnet til de mindste museumsgæster på 4-12 år og deres familier.
I billetsalget kan man få en spilleplade og tage med rundt i en jagt på de ting, der passer til billederne på spillepladen. Findelegen er gratis, når entrebillet er betalt.
Byvandring i eget tempo
Man kan også købe hæftet 'Jagten på Ringsteds historie' på Ringsted Museum eller i Tingstedet og begive sig på en byvandring i eget tempo.
Et medfølgende kort er markeret med stop ved de steder, hvor der er en særlig god historie.
Ved udvalgte stop er der en quiz, som familien kan løse sammen. Turen rundt i byen inkl. quiz tager 1-1½ time og er velegnet til grupper på 2- 6 personer.