SlotsArkadernes motor fylder ti år

Den 28. marts 2012 strakte køen til Bilka i SlotsArkaderne sig hele vejen ud gennem parkeringshuset, op ad Slangerupgade til krydset ved Herredsvejen og videre ned ad Nordstensvej.

Så lang er køen til Bilka på en normal hverdag heldigvis ikke, men den 28. marts 2012 var også en helt speciel dag - både for Bilka, Hillerød og ikke mindst SlotsArkaderne.

Det var nemlig den dag, Bilka slog dørene op til deres helt nyt varehus i Hillerød.

Forinden havde både OBS! og Kvickly boet i de lokaler, som Bilka flyttede ind i. Kvickly lukkede sin butik i SlotsArkaderne i slutningen af 2010, og der skulle gå næsten halvandet år, inden SlotsArkaderne fik et nyt supermarked.

Og manglen på et stort supermarked kunne mærkes på antallet af kunder i SlotsArkaderne.

“Centret døde jo lidt hen, da Kvickly lukkede, men med Bilkas åbning i 2012 kom der igen en motor ind i SlotsArkaderne. Det har haft en positiv effekt på hele midtbyen, fordi vi er med til at skabe en strøm af mennesker, der ikke kun handler i Bilka men også i de andre butikker i både SlotsArkaderne og resten af byen,” fortæller Steen Olsen, der har været varehuschef i Bilka i Hillerød de sidste fem år.

Det er da også meget populært at være nabo eller genbo til Bilka.

“Der er aldrig problemer med at leje de omkringliggende butikker ud. Alle synes heldigvis, at det er godt, vi er her, og vi er rigtig glade for at bo her,” lyder det fra Steen Olsen, der også er formand for SlotsArkadernes bestyrelse.

Danmarks mindste

Bilkas varehus i SlotsArkaderne er på cirka 8.000 kvadratmeter, og det gør butikken til den mindste Bilka i hele landet.

“Det er jo ikke en normal placering for en Bilka, men det var vores mulighed for at komme ind i Nordsjælland, og vi har ikke fortrudt det. Vi er meget glade for det samarbejde, vi har med SlotsArkaderne og resten af byen. Selv om vi er begrænset af de fysiske rammer og ikke har mulighed for at udvide, så føler vi os godt stillet og klar til fremtiden,” siger Steen Olsen.

På mandag kan Bilka i Hillerød altså fejre sin 10 års-fødselsdag. Fødselsdagen bliver dog fejret i skyggen af krigen i Ukraine, der også sætter sine spor i dagligvarebranchen.

“Der er jo en masse uafklarede spørgsmål på grund af krigen i Ukraine. Priserne begynder at stige, og jeg kan da også mærke på både vores medarbejdere og kunder, at de er lidt bekymrede for, hvordan situationen kommer til at påvirke deres hverdag. For halvandet år siden kom kunderne ind og skulle havde det største fjernsyn, de kunne få - uden at spørge til prisen. Sådan er det ikke mere. Jeg tror, at der er mange, der holder lidt på pengene, men vi har oplevet en vækst i både omsætning og antal kunder de sidste fem år på trods af først corona-pandemien og nu krigen i Ukraine,” fortæller varehuschefen.

“Hillerød er inde i en forrygende udvikling. Der flytter en masse mennesker til byen i disse år, men det stiller også nogle krav til os. Vi skal være dygtige og sørge for at give kunderne det, de vil have. Hvis vi kan det, så har både Bilka og Hillerød som handelsby en lys fremtid i vente,“ tilføjer Steen Olsen.

Se billeder fra Bilkas åbning i SlotsArkaderne i 2012 her:

Opdragende rolle

Der er lige omkring 400 medarbejdere ansat i den lokale Bilka-butik i SlotsArkaderne i det, der svarer til cirka 250 fuldtidsstillinger.

Og mange af byens unge mennesker stifter deres første bekendtskab med arbejdsmarkedet via et fritidsjob i Bilka. ”De er meget vigtige for os. Vi skal sørge for at skabe nogle gode rammer for dem, så de synes, det er sjovt og lærerigt at arbejde hos os. Vi har vel også en eller anden opdragende rolle – og dermed et ansvar for, at vi lærer de unge, vi har ansat, at der er noget, der hedder arbejdstid og ansvar. Det er den måde, de vokser på, og der viser sig da også, at flere og flere af vores elever er startet i en deltidsstilling hos os,” fortæller Steen Olsen.

Selv om Bilka er et populært sted at arbejde, så mangler supermarkedet i øjeblikket mellem 30-40 medarbejdere.“Vi har lige ansat 20 nye medarbejdere, men vi har stadig 20 ubesatte stillinger. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Sådan har det været i halvandet år,” siger Steen Olsen.

Du kan læse mere om de ledige stillinger på www.sallinggroup.com.

Bilka Hillerøds fødselsdag den 28. marts bliver selvfølgelig fejret med en masse gode tilbud.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...