Leila Frandsen er landet det rette sted. I stuen sidder ægtemanden Per og bander over noget Wi-Fi, der ikke virker, og lige udenfor myldrer det med fugleliv, hvor en næsten håndtam fasan dunker næbbet mod terrassedøren for at få noget at spise.
- Leila Frandsen, formand for Ældrerådet i Næstved, kritiserer kommunens ældrepleje og ønsker fokus på forbedringer.
- En undersøgelse fra NB-Ældre placerede Næstved som nummer 87 ud af 98 kommuner i ældrepleje.
- Leila Frandsen ønsker dialog med borgmester Kenneth Sørensen om øgede ressourcer og flere plejehjemspladser for de plejekrævende ældre.
- Valgdeltagelsen til Ældrerådsvalget faldt til 45%, primært fordi kommunen undlod at sende valgkort ud.
- Som formand for Senior Folkemødet arbejder Leila Frandsen også på arrangementet i Grønnegade den 6. maj.
- Vi har også rådyr i haven, og naturen lige rundt hjørnet her i Fensmark, og på mange parametre er Næstved Kommune et dejligt sted at være. Her er rigtigt hyggeligt, siger Leila Frandsen, der oprindelig kommer fra Gladsaxe, og som tirsdag fylder 70 år.
Sørgelig placering
Men roserne stopper brat, når det gælder behandlingen af plejekrævende ældre. En undersøgelse fra nyhedsmediet NB-Ældre fra oktober sidste år sendte Næstved Kommune ned som nummer 87 ud af 98 kommuner i en rangering af ældreplejen.
- Det er helt håbløst. Hjemmeplejen er blevet omdannet til små selvkørende teams, hvor formålet var at give borgerne besøg af kendte ansigter under parolen "Vi ses i morgen". Intentionen var god, men det er aldrig kommet op at køre, siger Leila Frandsen og giver følgende eksempel:
- En borger kan godt få besøg af tre hjemmehjælpere i løbet af en formiddag, hvor den ene kommer for at give støttestrømper på, en anden skal give medicin, og en tredje skal hjælpe med bad- og toiletbesøg. Det er sådan nogle historier, vi hører fra borgere og medarbejdere, som henvender sig til os, siger Leila Frandsen.
Flere plejehjemspladser
Hun håber at kunne få borgmester Kenneth Sørensen (V) og formanden for Ældre- og omsorgsudvalget, Nickolai Hamann (DF), i tale for at få sat mere fokus på ældreområdet de kommende år.
- Det er et område, der er underlagt konstante sparekrav. Også i år, hvor der skal spares yderligere 26 millioner, selvom der bliver stadig flere plejekrævende ældre, siger hun.
Ældrerådet er sat i verden for at skaffe bedre forhold for alle borgere over 60 år og skal høres i alle forhold, der vedrører ældre. Derfor håber Leila Frandsen også at blive hørt, når det gælder byggeriet af flere plejehjem i kommunen.
Vi har rigtig mange borgere, der sidder og venter på en plejehjemsplads.
Leila Frandsen. Formand. Ældrerådet.
- Dem er vi i totalt underskud med. Vi har rigtig mange borgere, der sidder og venter på en plejehjemsplads. De bliver stadig mere plejekrævende, og det kræver endnu flere ressourcer i hjemmeplejen. Så lad os få bygget nogle plejehjem og gerne de her friplejehjem, som de har snakket om i flere år, uden der er sket noget, siger Leila Frandsen, som siden juni 2025 har været de ældres stærke stemme, da hun afløste Ole M. Jung på posten.
Ved valget til Ældrerådet fik hun 1.150 stemmer. Det er hun fint tilfreds med. Men stemmeprocenten på knap 45 imponerer ikke.
- Kommunen havde besluttet, at de ikke ville sende valgkort ud til Ældrerådsvalget. Derfor var der mange, der slet ikke anede, at de kunne afgive deres stemme, og det, tænker jeg, var årsagen til, at stemmeprocenten faldt fra 58 procent ved sidste valg til blot 45 i år.
Senior Folkemødet
Leila Frandsen har nok at se til. Hun er også formand for Senior Folkemødet, som er blevet en stor succes. I år finder det sted 6. maj i Grønnegade - og planlægningen er godt i gang.
Når hun ikke er i gang med foreningsarbejde, bliver der også tid til ægtemanden Per, som hun lærte at kende gennem forsikringsbranchen, hvor hun arbejdede i 43 år. Det var Per, der lokkede Leila til Næstved. Her har hun boet de seneste 26 år, og det har hun ikke fortrudt.
Læs også
- Nytårsudtalelse fra Næstved Ældreråd
- Genvalgt formand: - Dét er den primære årsag til, at jeg siger ja
- Stemmeprocenten faldt betragteligt: - Det er på grund af kommunen
Tilsammen har parret fire børn og fem børnebørn. De er med, når fødselsdagen bliver fejret med en frokost på lørdag.
Ældrerådet i Næstved Kommune
Formand: Leila Frandsen
Første næstformand: Charlotte Haufort Hansen
Anden næstformand: Bente Gaardhøj Johansen
Økonomiansvarlig: Leo Andersen
Ældrerådet består hertil af følgende medlemmer:
Kaja Pedersen
Meta Beldring
Lars Høgh Sørensen
Bent Hemmingsen
Kristian Medholdt
Lene Nedergaard
Karin Højen Johannesen
Uffe Tvede Hansen