Fare for nedstyrtning for stor - sportsarena lukker helt

Det er for farligt at opholde sig i REMA1000 Ringsted Arena. Taget kan styrte ned. Hallen lukkes på ubestemt tid.

Først blev hallen lukket på grund af sneen. Nu er den helt lukket.

Først blev hallen lukket på grund af sneen. Nu er den helt lukket.

Foto: Povl Arne Petersen

To års politisk ubeslutsomhed får nu alvorlige konsekvenser. I to år har politikerne været klar over at taget på REMA1000 Ringsted Arena kan styrte ned, men har intet gjort. Nu lukkes hallen helt af sikkerhedshensyn.

Den Korte Version
  • REMA1000 Ringsted Arena lukkes grundet risiko for tagkollaps.
  • Politisk ubeslutsomhed i to år skaber alvorlige konsekvenser; taget skulle have været skiftet.
  • Ekstern rapport fastslår, at taget ikke længere er sikkert og kræver øjeblikkelig lukning.
  • Borgmesteren foreslår at overveje både reparation og opførelse af en ny hal.
  • Dialog med foreninger og nye planer for halfordeling indledes for at finde løsninger.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

En ekstern rapport konkluderer nu, at taget i REMA1000 Ringsted Arena (den tidligere Hal A) ikke længere er sikkert og derfor skal skiftes. På den baggrund lukker Ringsted Kommune nu hallen.

Ringsted Kommune har nu modtaget og læst den ventede rapport om tilstanden på taget i REMA1000 Ringsted Arena. Rapporten, som er udarbejdet af et eksternt firma, konkluderer, at taget på hallen ikke kan holde, og at det skal skiftes.

Møgsag

Derfor er der ikke andet at gøre end at lukke hallen og dernæst, så hurtigt som muligt, få sat gang i arbejdet med at få lagt en god og samlet plan for fremtidens sportsfaciliteter i Ringsted. Det forklarer Andreas Karlsen, borgmester i Ringsted Kommune.

- Det er en rigtig møgsag, som vi alle – både byråd, medarbejdere og sportsudøvere – er rigtig trætte af. Det er ganske enkelt ikke godt nok, at vi er havnet i denne situation, og vi bliver nødt til at se på, hvordan det kunne gå så galt, og hvad vi kan lære af hele forløbet, siger Andreas Karlsen.

Læs også

Han fortæller videre, at fokus nu er rettet mod at se fremad og finde en god, langsigtet løsning, som skal fremlægges for hele byrådet. Borgmesteren har bedt om at få flere og forskellige scenarier, økonomi og tidsplaner på bordet lige fra reparation af hallens tag til om der skal bygges en helt ny hal.

- Nu skal vi have flere muligheder på bordet, og så se på, hvad der er realistisk. Målet er, at vi på den lange bane får nogle rigtig gode halfaciliteter, som hele indendørssporten i Ringsted kan få glæde af. Sagen har høj prioritet for os som byråd, og vi ønsker alle muligheder og scenarier i spil. Vi er klar over, at hallens brugere med rette er frustrerede og ærgerlige over situationen. Det samme er vi, siger Andreas Karlsen.

Dialog med brugere

Kommunens administration og Ringsted Sportscenter vil nu gå i dialog med foreninger og brugere om situationen. Alle foreninger, der bruger kommunens idrætshaller, vil blive bedt om at komme med input til, hvordan de kan bidrage til at løse situationen.

Senere på ugen samles Halfordelingsudvalget, der består af foreningsrepræsentanter, for at drøfte situationen og gennemføre en ny midlertidig sæsonfordeling for kommunens haller resten af denne sæson frem til sommerferien. Hensigten er altså, at lukningen af Hal A ikke kun bliver en udfordring for de foreninger, der i dag bruger Hal A, men at alle foreninger rundt i kommunens haller bidrager med haltider.

Ringsted Kommune vil melde yderligere ud, når der foreligger mere information om de næste skridt og de langsigtede løsninger.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...