Banedanmark har aktiveret sit vinterberedskab i forbindelse med den varslede snestorm, som ventes at ramme Danmark mandag.
Det oplyser selskabet mandag morgen.
Det betyder, at det har hold siddende klar i både den østlige og vestlige del af landet til at rykke ud.
Holdene kan eksempelvis blive aktiveret, hvis en sporskifter har brug for manuel hjælp.
Derudover har Banedanmark også tre store sneplove klar, hvis der skulle blive brug for det, lyder det. De har dog ikke været aktiveret de seneste 15 år.
Farligt vejr
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har varslet snestorm og farligt vejr i den sydlige og østlige del af landet fra mandag morgen til tirsdag.
Varslingen har allerede fået DSB til at skrue ned for togtrafikken.
Søndag meddelte selskabet, at det kører med færre tog i myldretiden på flere strækninger.
Konkret vil der mandag ikke køre nogen supplerende myldretidstog på strækningerne Odense - København H, Kalundborg - København H, Roskilde - København H og Helsingør - København H.
Den melding har ikke ændret sig mandag morgen.
/ritzau/