Bænkevarmer starter første kamp i to år i dyst om Super Bowl

Quarterback Jarrett Stidham har blot startet fire kampe i sin syv år lange karriere i NFL. Af dem har han tabt de tre. (Arkivfoto).

Quarterback Jarrett Stidham har blot startet fire kampe i sin syv år lange karriere i NFL. Af dem har han tabt de tre. (Arkivfoto).

Foto: Ron Chenoy/Ritzau Scanpix

Denver Broncos går ind til søndagens semifinale i NFL med et alvorligt spørgsmålstegn på den vigtigste position i amerikansk fodbold.

I den forgangne weekends dramatiske overtidssejr over Buffalo Bills blev quarterback Bo Nix ankelskadet, og hans afløser kastes nu direkte ind fra start i sæsonens hidtil vigtigste kamp mod New England Patriots.

Faktisk er Jarrett Stidham den første quarterback siden Dallas Cowboys-legenden Roger Staubach i 1972 til at få sæsondebut så sent.

Det får dog ikke Broncos-træner Sean Payton til at kaste håndklædet i ringen. Tværtimod.

- Vi har haft ham i tre år her og set ham hver dag. Det har I ikke adgang til, siger Payton ifølge Reuters til pressen.

- Han skal nok være klar, slår cheftræneren fast.

Som sådan er Stidham ikke urutineret. Den 29-årige boldkaster blev valgt af New England Patriots i 2019-draften og har også spillet for Las Vegas Raiders, før han i 2023 tog til Denver Broncos.

Gennem sin syv år lange professionelle karriere er det blevet til startpladser i fire kampe. Af dem har han vundet en og tabt tre.

Stidham har ikke startet en kamp siden januar 2024, hvor han fik lov til at lukke sæsonen ned i Las Vegas.

Han har samlet set kastet for 1422 yards, otte touchdowns og otte interceptions. Det står i skarp kontrast til Bo Nix, som alene i denne sæson kastede for næsten 4000 yards og 25 touchdowns i grundspillet.

Alligevel har Patriots respekt for spilleren fra Kentucky.

- Han er stadig en god quarterback, siger cornerback Christian Gonzalez.

- Han kan ramme på mange af sine kast. Vi har set, hvad han kan, når han er i kamp. Han er i NFL af en årsag, lyder det fra forsvarsspilleren.

Mens Denver Broncos og New England Patriots mødes i AFC-halvdelen af ligaen, brager Seattle Seahawks og Los Angeles Rams sammen i NFC.

Vinderne mødes i Super Bowl natten til 9. februar dansk tid.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...