Så er der igen chance for at få repareret sine yndlingsting. Lørdag den 31. januar klokken 10 til 13 på MakerVærket på Frederikssund Gymnasium sidder de frivillige ferme hænder klar i Repair Cafe til at forsøge at reparere dine ting. De tager gerne fat i opgaver som køkkenmaskine eller en symaskine, der ikke virker, en printer, der ikke vil printe, eller et par bukser, der har fået en flænge. Og mange andre opgaver.
De såkaldte fixerne bliver begejstrede, når det lykkes, og de er glade, når de sparer både genbrugspladsen for affald og på forbruget af ressourcer til nye produkter.
Husk at, det skal være ting, man selv kan bære. Man skal selv blive der undervejs, så man kan være med til at bestemme, hvad der skal ske med ens ting, hvis der er tvivl. Man skal selv medbringe reservedele, hvis det er nødvendigt for reparationen.
Man finder Repair Cafe Frederikssund lettest ved at gå ind på Heimdalsvej 1 ved U/Nord, gå venstre rundt om Handelsskolen og fortsætte ned til Gymnasiet.