Ved det første møde i det politiske fagudvalg kultur, fritid og idræt i det nye byråd 12. januar besluttede man at give fast tilskud til to nye aktiviteter på kultur- og fritidsområdet i de kommende år.
Det ene er Sundhedskoret Furesang, som blev etableret i foråret 2025 særligt rettet mod borgere, som er i mistrivsel mentalt eller fysisk eller i risiko for det.
Koret afvikles i samarbejde med Sangens Hus og med fondsstøtte fra Spar Nordfonden til udgangen af 2026. Derefter får de nu støtte 2027-29.
- Sundhedskoret er virkelig populært og har skabt et fællesskab for borgere, der har et særligt behov for den glæde, som sang kan give. Det viser samtidig styrken i at tænke kulturtilbud og sundhed sammen, forklarer formand for udvalget Mehmet Anik i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
Cykelløb skal promovere Furesø
Den anden nye modtager er cykelløbet Copenhagen Sprint, som tiltrak ca. 275.000 tilskuere i området omkring København i sommeren 2025.
- Med et fast tilskud til den årlige event i 2026 og 2027, kan vi fremme interessen for cyklisme indadtil og promovere vores attraktive kommune udadtil, fortæller næstformand for udvalget Markus Zhen Wei Jin i pressemeddelelsen.
De får også tilskud
Modtagerne af de faste tilskud er desuden Farumkoret, Furesø Kunstforening, Værløse Børneteater, Teatergruppen Syvstjernen, Furesø Idrætsråd, Furesø Musikforening, Borgerscenen for unge i Galaksen og Jonstrup Jazz.
At der er råderum for ekstra tilskud, skyldes dels, at Kulturelt Samråd er blevet nedlagt og dels, at Furesø Løbefest gik ned i tilskud, fordi arrangementet har behov for et lavere tilskud.